Udland

Internationalt bagagekaos fik flyselskab til at flyve uden passagerer

Det store lufthavnskaos i Heathrow er blevet døbt "airmageddon" af flyselskabet Emirates.

Et passagertomt fly med 1000 kufferter fløj i sidste uge over Atlanten.

Det er en direkte konsekvens af det stigende bagagekaos, der rammer flere lufthavne rundt om i verden midt i en af årets travleste måneder.

Det var flyselskabet Delta Airlines, der fik nok af kaosset i Heathrow lufthavn i London. Det amerikanske selskab tog derfor sagen i egen hånd og tog, hvad de selv kalder et "kreativt" skridt for at løse det massive problem med ophobet, strandet bagage.

Det skriver CNN.

Delta Airlines fløj derfor et mennesketomt fly fyldt med kufferter fra London til selskabets base i Detroit for at forene bagagen med dets ejermænd i USA.

Heathrow er en af mange lufthavne, der den seneste tid har kæmpet med flyforsinkelser og -aflysninger, lange køer ved check-in og sikkerhedskontrollen samt enorme mængder strandet bagage i terminalerne.

Den mistede bagages sommer

Efter titusindvis af piloter, kabinepersonale og lufthavnsarbejdere over hele verden blev afskediget på grund af forbud mod internationale rejser under pandemien, har rejseindustrien været langsom med at genansætte.

Nu stiger flyselskabernes passagertal måned for måned, og den store efterspørgsel på flyrejser og en underbemandet lufthavn er en farlig cocktail, som både flyselskaberne og passagerne mærker konsekvenserne af.

Efterhånden som passagerne vender tilbage, stiger mængden af bagage, der går tabt hos flyselskaber, også støt.

Flere medier har kaldt det den mistede bagages sommer, og der er dagligt historier om bagagebånd, der bugner af kufferter.

Antallet af rejsende, der har rapporteret om strandet bagage indtil videre denne sommer, er steget med 30 procent siden 2019, ifølge det spanske forsikringsselskab Mapfre SA.

Allerede i april oversteg antallet af bagage, der er blevet forkert behandlet, niveauet før corona. I Australien mister det førende flyselskab, Qantas, op mod én ud af 10 kufferter i lufthavnen i Sydney.

Kaos bliver kaldt "airmageddon"

De massive problemer har fået Heathrow - som en af flere lufthavne - til at begrænse det daglige antal afrejsende passagerer til 100.000, ligesom flyselskaberne er blevet anmodet om at indstille billetsalget til rejser denne sommer.

Det store lufthavnskaos i Heathrow er blevet døbt "airmageddon" (en sammenblanding af ordene air og armageddon, der betyder henholdsvis luft og dommedag) af flyselskabet Emirates, der i sidste uge kaldte lufthavnen "inkompetent", efter det indførte begrænsningerne.

Ifølge Heathrow er det dog ikke lufthavnen, der er skyld i de mange problemer.

De skubber i stedet skylden over på flyselskabernes banehalvdel og anklager ifølge The Guardian luftfartsselskaberne for at "sætte profit over sikre og pålidelige passagerrejser" ved ikke at ansætte mere personale til at arbejde i lufthavnen til at organisere bagagen.

Heathrow var inden coronapandemien Europas mest travle lufthavn med 80,9 millioner passagerer i 2019. Sidste år var storlufthavnen blot den ottendestørste i Europa med et passagerantal på 19,4 millioner passagerer.

København har også haft problemer

Københavns Lufthavn har også oplevet udfordringer med personalemangel og som konsekvens af det, har der været lange køer i sikkerhedskontrollen.

Men ifølge lufthavnen er der nu ved at være dæmmet op for problemet, og de har ingen planer om at sætte begrænsninger på antallet af passagerer eller fly hen over sommeren.

Lufthavnen råder dog passagerer til at komme i god tid – især hvis de skal rejse på travle dage, hvilket typisk er i weekenderne i sommerferien. Tommelfingerreglen er at møde op i lufthavnen to timer inden afrejse inden for Europa og tre timer, hvis rejsedestinationen er uden for Europa.

Desuden opfordrer Københavns Lufthavn passagererne til at pakke deres bagage korrekt for at blive hurtigt ekspederet gennem sikkerhedskontrollen.