Rusland invaderer Ukraine

Ukraines forsøg på at genvinde syden sætter landet i stort dilemma

Der er både klare fordele og ulemper for Ukraine ved at bombe Antonovsky-broen i Kherson, lyder det fra militæreksperter.

Lige nu planlægger Ukraine en massiv modoffensiv for at genvinde tabt territorium i den sydlige del af landet.

Faktisk har de ukrainske tropper allerede de seneste uger generobret en række små landsbyer i Kherson-regionen, og for en uge siden meddelte Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, at man vil sende en million soldater til området for at intensivere kampen.

Men forsøget vil unægtelig sætte Ukraine i et dilemma, lyder det fra Claus Matthiesen, lektor ved Forsvarsakademiet.

- Den helt store udfordring er, at Ukraine i dette tilfælde ikke skal holde stand, men genvinde land. Og der er grænser for, hvor hårdt de kan gå til værks, fordi det er deres egen by de i så fald smadrer, siger han til TV 2.

Det vil være en kæmpe sejr, der viser, at de kan genvinde land

Claus Matthiesen, lektor ved Forsvarsakademiet

Både fordele og ulemper

Claus Matthiesen peger på et helt konkret eksempel på ukrainernes dilemma, nemlig Antonovsky-broen i Kherson.

Onsdag morgen skrev Reuters, at ukrainske styrker har bombarderet broen, som meldes svært beskadiget og formentligt må lukkes for trafik.

Broen er en nøglefaktor i kampen om syden, fordi den er en af kun to veje over floden Dnepr, som Rusland blandt andet bruger til at forsyne sine tropper med.

Men alligevel er det ikke kun godt for Ukraine at bombe broen, lyder det fra Claus Matthiesen.

- Fordelen er, at de kan afsnøre de russiske tropper, som står på vestsiden. Men på den anden side mister de også selv muligheden for at bruge broen i fremtiden, og det er ikke en fordel, siger han.

Det samme mener Anders Puck Nielsen, militær forsker ved Center for Maritime Operationer.

- Broen er super afgørende for russerne, og hvis den bliver sprængt, skal de tænke i alternativer i forhold til forsyninger. På den anden side er det også en fordel for ukrainerne at bevare broen, fordi det er via den, de kan trænge russerne tilbage. Det er altså komplekst, siger han.

Modoffensiven er ikke i gang endnu

Generelt pointerer begge eksperter, at ethvert træk fra Ukraine betyder modtræk Fra Rusland.

Og det ses også helt tydeligt.

Efter Ukraines forsvarsminister meddelte, at Ukraine planlægger en modoffensiv i syden, har Rusland oprustet i området.

- Russerne havde ellers prioriteret de fleste af deres tropper i østen omkring Donbas, men nu vil de forstærke i syden igen, så Ukraine ikke lykkes, siger Anders Puck.

Hvor mange soldater, Rusland og Ukraine konkret har rykket til den sydlige del af Ukraine, vides ikke.

Den egentlige ukrainske offensiv er dog ikke gået i gang endnu, lyder det fra begge militære eksperter.

- Der er en masse logistik, der skal være på plads, og det kræver tid. Der går i hvert fald et par uger, siger Claus Matthiesen.

Han understreger også, at det er urealistisk, at Ukraine kan sende en million soldater til syden. Ifølge ham vil det nærmere være et par hundrede tusinde.

En stor moralsk sejr

Kherson-regionen i den sydlige del af Ukraine var et af de områder, der hurtigst faldt til russisk side. Faktisk har området været under russisk belejring siden marts.

Men nu vil ukrainerne altså forsøge at genvinde territoriet.

Ifølge Anders Puk og Claus Matthiesen giver det god mening, fordi området er særdeles vigtigt.

Det skyldes først og fremmest, at regionen har adgangen til Sortehavet og derfor er afgørende for Ukraines eksport og økonomi.

Og så vil det også være en stor moralsk sejr, lyder det fra Claus Matthiesen.

- Hvis det lykkes ukrainerne at få succes med modoffensiven, vil det være en kæmpe sejr, der viser, at de kan genvinde land.