Udland

EU står klar med nødplan, men Gazprom lover at åbne for gassen: - Det er alvorligt, det her

Russerne bruger undskyldninger for at lukke for gassen til EU. Derfor er ny nødplan det eneste rigtige at gøre, mener eksperter.

Torsdag er en næsten to uger lang vedligeholdelsespause af gasledningen Nord Stream 1 ovre.

Vedligeholdelsespausen sker årligt, og den har i sig selv intet med krigen i Ukraine at gøre.

Alligevel har EU allerede på forhånd forberedt sig på, at Rusland – hvorfra gasledningen løber fra – vil udnytte pausen til at lukke af for al gasforsyning til resten af Europa fra i morgen.

Men ifølge anonyme kilder, som Reuters har talt med, har det russiske energiselskab Gazprom ingen planer om at lukke for gassen, men vil i stedet genoptage dele af driften af Nord Stream 1 allerede fra torsdag.

Men betyder det, at EU's store nødplan kan blive overflødig, allerede dagen efter den er blevet præsenteret? Og kan vi overhovedet stole på det, Gazprom lover europæerne? TV 2 har spurgt to eksperter.

Russiske undskyldninger

Nord Stream 1s turbiner har været til reparation i Canada, og i mellemtiden har gastilførslen til Europa været minimeret voldsomt.

Ifølge russerne har det ikke været "teknisk muligt" at levere gassen, mens vedligeholdelsen af turbinerne har stået på. Men på tidspunktet for pausens begyndelse var gastilførslen fra Rusland til EU-landene allerede reduceret med omkring 40 procent.

Det her er en trussel, som jeg tror, de vil blive ved med at hamre med

Hans Henrik Lindboe, energianalytiker

Hans Henrik Lindboe, energianalytiker i Ea Energianalyse, køber ikke historien om, at russerne af tekniske årsager ikke har kunnet levere gas, mens turbinerne har været til reparation.

Og selvom han fortsat har en forventning om, at gasforsyningen fra Rusland vil genåbne fra i morgen som planlagt, mener han, det er "det eneste rigtige" at have en nødplan.

- Inden længe kan der være opstået en ny "situation". Så kan russerne måske ikke pumpe lige pludselig, eller også er der sket en eksplosion, der ødelægger produktionen. Det her er en trussel, som jeg tror, de vil blive ved med at hamre med, og nødplanen er derfor et vigtigt signal om, at EU står sammen, siger han til TV 2.

Hans Henrik Lindboe understreger, at det vigtigste ved nødplanen er, at EU på den måde selv er med til at "styre lukningen" af tilførslen fra øst.

Indtil krigens udbrud har Rusland stået for omkring 40 procent af EU-landenes gasforbrug.

Rettidig omhu

I EU-Kommissionens nødplan fremgår det, at hvert eneste medlemsland bør skære sit gasforbrug ned med 15 procent.

Desuden håber kommissionen på medlemslandenes opbakning til at indføre en særlig nødretstilstand kaldet "Union Alert". Tilstanden vil give EU magt til at pålægge unionens medlemslande obligatoriske reduktioner i deres gasforbrug ved "særlige tilfælde" med alvorlige forsyningskriser.

Vi ser nok frem mod en vinter, hvor vi kommer til at skulle have en ekstra trøje på i Europa

Ole Sloth Thomsen, råvareanalytiker

Og selv hvis Reuters-kilderne taler sandt, og Gazprom rent faktisk vil sikre driften af Nord Stream 1 igen fra torsdag, er det en "absolut nødvendighed", at EU nu har forberedt sig, mener Ole Sloth Hansen, råvareanalytiker i Saxobank.

Men er det ikke lidt overdrevet med nødplanen, hvis gassen fra Rusland kommer igen fra i morgen?

- Nej, det er bestemt ikke overdrevet. Det er nærmere rettidig omhu, og det er i sommermånederne, at gasreserverne skal på plads, for vi ser nok frem mod en vinter, hvor vi kommer til at skulle have en ekstra trøje på i Europa, siger han til TV 2.

- Vi skal simpelthen spare, hvor vi kan

Ursula von der Leyen udtalte ved onsdagens pressemøde i Bruxelles, at EU for nuværende har en gasreserve på 64 procent. Målet er at opbygge et lager på 80 procent.

Ifølge Ole Sloth Hansen er unionens reserver da også "ganske ok" lige nu, både fordi sommerforbruget er lavere, men også fordi vejret giver rekordgode muligheder for at få solenergi.

- Alligevel har vi virkelig behov for at stramme op på forbruget i EU, og nødplanen sender et signal om, at det er alvorligt, det her, og at vi simpelthen skal spare alle de steder, vi kan, siger råvareanalytikeren.

Gør vi ikke det nu, "lukker hele Europa ganske enkelt ned", lyder det.

Uanset hvad bliver det ifølge Ole Sloth Hansen interessant at se, om Rusland vil skrue op for gastilførslen igen, når turbinerne er kommet tilbage i Gazproms hænder og bliver geninstalleret – en proces, der kan tage omkring 1-2 måneder.

- Til den tid har russerne ingen undskyldninger længere, siger han.