Coronavirus

WHO advarer om store corona-udfordringer til efteråret

En markant stigning i antallet af syge og generelt mindre opmærksomhed kan give nye problemer, siger WHO.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarer tirsdag om "et udfordrende efterår og en udfordrende vinter" i forbindelse med covid-19.

Advarslen kommer efter en markant stigning i antallet af nye tilfælde og en mindre opmærksomhed over for pandemien.

WHO's regionale direktør for Europa, Hans Kluge, siger, at det er afgørende, at der handles hurtigt i de forskellige lande med udbedringer af "huller" i overvågningen. Der skal en hurtig indsats til for at undgå dødsfald, påpeger han.

- Mit budskab til regeringer og sundhedsmyndigheder er at handle nu for at forberede sig på de kommende måneder, siger han.

Aktiv influenzasæson på den sydlige halvkugle

Han peger på, at det lige nu er vinter på Jordens sydlige halvkugle. Her er en meget aktiv influenzasæson i gang, som sammen med covid-19 sætter hospitaler og andre grene af sundhedsvæsnet under pres.

- Vi vil sandsynligvis se et lignende scenarie på den nordlige halvkugle, når vi rammer efteråret og bevæger os ind i vinteren.

- Hvis sundhedsmyndighederne handler nu, så kan de mindske de forventede forstyrrelser i samfundet, siger han.

Kluge peger på, at færre læger og sygeplejersker på den måde vil sygemelde sig. Det kan lette presset på et overbebyrdet hospitalsvæsen.