Udland

Civil skød gerningsmand efter masseskyderi med tre dræbte

En tilfældig forbipasserende formåede at skyde en gerningsmand, som havde skudt og dræbt tre i masseskyderi.

Fire mennesker har søndag lokal tid mistet livet i et butikscenter i den amerikanske delstat, hvor en gerningsmand troppede op bevæbnet med en riffel.

Her skød og dræbte han tre personer, inden han selv blev skudt af en tilfældig forbipasserende, som også bar våben.

Det oplyser den lokale politichef i byen Greenwood, Jim Ison.

Masseskyderiet fandt sted i et butikscenter i Greenwood, som ligger lidt uden for Indianapolis, der er Indianas delstatshovedstad og største by.

Ifølge lokalmediet Indianapolis Star blev yderligere to personer såret i skyderiet.

Jim Ison sagde efter hændelsen til pressen, at æren for at stoppe masseskyderen bør gå til den civile, som skød og dræbte ham.

- Dagens sande helt er den borger, som på lovlig vis var bevæbnet i spiseområdet, og som var i stand til at stoppe gerningsmanden, næsten lige så hurtigt, som han var kommet i gang med at skyde, siger Ison.

Gerningsmanden arbejdede alene, siger Ison, og bar en riffel og adskillige magasiner med ammunition.

Mere end 300 masseskyderier i USA i 2022

Ifølge organisationen Gun Violence Archive har der allerede været langt over 300 masseskyderier i 2022 i USA. Organisationen definerer masseskyderier, hvor fire eller flere personer - ikke inklusive gerningsmanden - bliver ramt af skud.

Af de mere markante kan nævnes skyderiet ved en skole i Uvalde i Texas. Her mistede 19 børn og 2 lærere livet, da en 18-årig gerningsmand åbnede ild på skolen.

I byen Buffalo i delstaten New York åbnede en gerningsmand ild og dræbte ti tilfældige mennesker.

I juni formåede det amerikanske Senat at gennemføre den første større lovændring på våbenområdet i 28 år. Senatet har i mange år været hæmskoen for våbenlovgivning, hvor stramninger er visnet.

Den nye lov gør blandt andet, at flere mennesker skal igennem et baggrundstjek, hvis de ønsker at købe skydevåben. Det er blandt andet folk, der er dømt for vold i hjemmet. Det samme gælder, hvis man har domme for alvorlig ungdomskriminalitet.

/ritzau/Reuters

- Dagens helt store helt er den borger, som standsede manden der skød, næsten med det samme, siger Jim Ison. Video: Maria Camila Lund Frederiksen