Udland

Civil 22-årig skyder gerningsmand og puster nyt liv i våbendebat

Den civile bliver fremstillet som "en helt" og en "god samaritaner", men for demokraterne er han politisk en dårlig sag.

Søndag aften lokal tid var det en civil mand, der satte en stopper for endnu et masseskyderi i USA.

"En sand helt" og "en god samaritaner", som lokalpolitichef Jim Ison kaldte ham efter et butikscenter-skyderi i en forstad til delstaten Indiana.

- Dagens sande helt er den borger, som lovligt bar et skydevåben, og som var i stand til at stoppe gerningsmanden, næsten lige som han begyndte, lød det fra politichefen.

Men foruden at blive hyldet af politiet og på sociale medier som en helt, der var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, er den 22-årige civile mand også blevet en del af den våbendebat, der længe har splittet amerikanerne i to.

De våbenpositive vil bruge hans eksempel til at sige, at episoden viser fordelene ved retten til at bære våben, mens våbenmodstanderne vil kalde det cherrypicking.

Det forklarer TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster:

- En politiker, der gerne vil gå ned ad den våbenpositive sti, kan tage det her eksempel frem og sige: "Heldigvis har vi helte som ham her". Våbenmodstanderne vil derimod pege på, at er ufatteligt sjældent, at den slags sker.

En dårlig sag for demokraterne

Og det er også uhyre sjældent, at det er en civil med våben, som standser en gerningsmand under et masseskyderi.

I 345 tilfælde, som USA's forbundspoliti, FBI, har undersøgt i årene 2000-2019, er det kun sket i fire af tilfældene, viser en rapport.

Og "man kan jo ikke lave lovgivning på sjældne tilfælde", som Mirco Reimer-Elster siger.

Kritikere vil sige, at hverken gerningsmanden eller den civile burde have været bevæbnede

Mirco Reimer-Elster, TV 2s USA-analytiker

Alligevel blusser debatten om adgang til våben op i USA, hver eneste gang amerikanerne vågner op til nyheden om endnu et masseskyderi. Alene i 2022 er det sket flere end 330 gange.

Med nyheden om den "sande helt" og "gode samaritaner", som søndag med sit eget våben fik bremset skyderiet, har de våbenpositive republikanere fået en stor portion vand på deres mølle – og demokraterne har lidt en form for nederlag på området, lyder det fra analytikeren.

- Det er morbidt at sige, at det her er en dårlig sag for demokraterne, men politisk set er det faktisk det, det er. For selvom manden jo ret beset er en helt, vil kritikere sige, at hverken gerningsmanden eller den civile burde have været bevæbnede i den optimale verden.

Desuden vil demokraterne mene, at udlægningen af søndagens hændelse er med til at glorificere det at bære våben, siger Mirco Reimer-Elster.

Den amerikanske helt

Den amerikanske våbenorganisation National Rifle Association (NRA) hylder på Twitter også civile med våben.

"Lyt ikke til venstrefløjens løgne. Bevæbnede civile redder liv", lyder det.

Da en 18-årig gerningsmand i slutningen af maj skød og dræbte to lærere og 19 elever på en grundskole i byen Uvalde, Texas, brød debatten om bevæbnede civile – og skolelærere – også ud.

Argumentet lyder, at lærerne, hvis de havde været bevæbnede, måske kunne have standset gerningsmanden, før politiet ankom. Politiets arbejde under skoleskyderiet er siden blevet beskrevet som en "ynkelig fiasko".

Ifølge Mirco Reimer-Elster består forestillingen om civile med våben i noget, der stikker dybt i landets selvforståelse:

- Ideen om den gode, bevæbnede borger er enormt rodfæstet i den amerikanske selvforståelse. Det er billedet på den amerikanske helt, som vi kender fra amerikansk populærkultur, siger analytikeren og henviser til det berømte citat fra NRA:

"Det eneste, der kan stoppe en skidt person med et våben, er en god person med et våben".