Flykaos i hele Europa – disse ti lufthavne er værst
Sommeren vil byde på flere forsinkelser og aflyste fly, men fra september kan vi forvente normale tilstande i lufthavnene igen.
Det er formentlig gået de færrestes næser forbi, at der de seneste uger har været kaos i Københavns Lufthavn.
Lange køer til check-in, kufferter, der flyder overalt, og afgangsskærme, der viser cancelled, er således det, der har mødt passagerne.
Men selvom det kan virke slemt nok bare i Kastrup, er Københavns Lufthavn faktisk langtfra den værste lufthavn i Europa, man kan rejse fra, denne sommer.
Det viser en liste, som det amerikanske businessmedie Bloomberg har lavet på baggrund af data fra teknologivirksomheden Hooper.
Bruxelles Lufthavn i Belgien topper som den absolut værste. Hele 72 procent af flyene i juli 2022 var forsinkede, og 2,5 procent var helt aflyst.
Nedenfor kan du se listen over de ti lufthavne, hvor der har været flest forsinkelser og aflysninger i juli.
Til nogens overraskelse – måske – er Københavns Lufthavn slet ikke at finde.
- Bruxelles Lufthavn (Belgien) - 72 procent fly forsinket, 2,5 procent fly aflyst
- Frankfurt Lufthavn (Tyskland) - 68 procent fly forsinket, 7,8 procent fly aflyst
- Eindhoven Lufthavn (Holland) - 67 procent fly forsinket, 1,8 procent fly aflyst
- Luton Lufthavn (Storbritannien) - 66 procent fly forsinket, 2,7 procent fly aflyst
- Lissabon Lufthavn (Portugal) - 65 procent fly forsinket - 4,8 procent fly aflyst
- Budapest Lufthavn (Ungarn) - 65 procent fly forsinket, 2,1 procent fly aflyst
- Paris Charles de Gaulle (Frankrig) - 62 procent fly forsinket, 3,1 procent fly aflyst
- Schiphol Lufthavn Amsterdam (Holland) - 61 procent fly forsinket, 5,2 procent fly aflyst
- Nice Lufthavn (Frankrig) - 60 procent fly forsinket, 3,4 procent fly aflyst
- London Gatwick Lufthavn (Storbritannien) - 59 procent fly forsinket, 1,4 procent aflyst
Kaos bunder i corona
Jacob Pedersen, aktieanalysechef og luftfartsekspert hos Sydbank, peger på flere årsager til flykaosset i de europæiske lufthavne.
En del af problemerne er udsprunget af coronapandemien.
Flyproducenterne Airbus og Boeing har nemlig ikke kunnet producere det forventede antal fly. Det har medført, at flyselskaberne ikke har modtaget alle flyene, som de har solgt billetter til, og det har resulteret i flere aflysninger.
Derudover er rejselysten blandt europæerne større efter coronapandemien, end hvad lufthavnene har antaget.
- De havde ikke forventet så meget aktivitet, så nu står de med for få ansatte i forhold til aktivitetsniveauet. Der er ikke nok personale til at varetage opgaverne i lufthavnene, siger Jacob Pedersen til TV 2.
Normalisering i efteråret
Ifølge luftfartseksperten plejer lufthavnene at kunne gå fra 0 til 100 uden de store problemer, men denne sommer er anderledes.
- Det her er sket over tre til fire måneder, og det gør ekstra ondt, fordi opsvinget er kommet så kraftigt, fortæller Jacob Pedersen.
Han tilføjer, at vi kan forvente flere forsinkelser og aflysninger hen over sommeren. Men når vi rammer september, vil lufthavnene og flyselskaberne kunne følge med aktivitetsniveauet igen.
- Efter sommerperioden kommer europæerne hjem til en coronaopsparing, som er væk, og priser, der er dyrere. Derfor bliver de nødt til at skære ned på de sjove sager, siger han.