Udland

Høring vil dokumentere Trumps tætte forbindelse til højremilitante grupper, siger Steinmetz

De ekstremistiske grupper Proud Boys og Oath Keepers beskyldes for at stå bag angrebet sidste år på Kongressen i Washington D.C.

I USA afholder det særlige kongresudvalg tirsdag aften endnu høring om angrebet på Kongressen 6. januar sidste år.

Dagens høring sætter fokus på de ekstremistiske grupper, der beskyldes for at stå bag stormløbet på den amerikanske regeringsbygning i Washington D.C.

Særligt Trump-administrationens forbindelser til de to højreradikale grupper Proud Boys og Oath Keepers sættes under lup.

Ved seneste høring sagde én af tidligere præsident Donald Trumps nære ansatte, at præsidenten var bevidst om, at der var bevæbnede personer i folkemængden, som Trump opfordrede til at gå mod kongresbygningen i et forsøg på at få omstødt det amerikanske præsidentvalg.

Tætte forbindelser

Ifølge TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, vil høringen tirsdag vise, at der var tætte forbindelser mellem Trump, hans stab i Det Hvide Hus og de højremilitante grupperinger.

- Proud Boys og Oath Keepers var med til at gøre demonstrationerne 6. januar sidste år til voldelige overfald på politibetjente og vagter, som var sat til at bevogte Kongressen, og som endte med at koste adskillige menneskeliv, fortæller Jesper Steinmetz.

- Komitéen vil i dag dokumentere, at grupperne var i tæt kommunikation med Det Hvide Hus. De vil endda forsøge at dokumentere, at de her højremilitante grupperinger direkte opfordrede præsident Trump til at få dem til at gøre det beskidte arbejde.

Trumps nære rådgiver vil vidne

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon skiftet mening og vil nu gerne vidne for Kongressen om stormløbet.

Bannon betragtes som en af Trumps helt nærtstående i hans tid i Det Hvide Hus. Han skulle også have bistået Trump i dennes forsøg på at få sit valgnederlag underkendt.

Oprindeligt havde Bannon nægtet at vidne mod Trump, og er i den forbindelse blevet tiltalt for foragt for Kongressen.

Det er endnu ukendt præcis, hvilken rolle udvalget mener, at Trumps tidligere rådgiver har spillet i forbindelse med stormløbet. Det står dog klart, at Bannon havde på fornemmelsen, at situationen ville spidse til 6. januar.

- Ragnarok bryder ud i morgen, sagde han ifølge CNN dagen forinden på sin podcast, 'War Room'.

Det fik Bannon ret i.

- Slås som bare fanden

Tilhængere af Trump mødte 6. januar talrigt op foran Capitol-bygningen, hvor Kongressen hører til. Efter flere sammenstød med politiet brød demonstranterne ind i Capitol, og fem personer mistede livet i forbindelse med hændelsen.

Under stormløbet opfordrede Donald Trump på Twitter sine tilhængere til at "slås som bare fanden".

Præsidenten havde i flere måneder forinden hævdet, at han kun havde tabt det amerikanske præsidentvalg på grund af valgsvindel i en række svingstater. Han har aldrig fremlagt nogen dokumentation for påstanden.

Det særlige udvalg i Kongressen efterforsker hændelsen og har afhørt en lang række af personer med forbindelse til Det Hvide Hus. Det arbejder blandt andet på at finde ud af, om Donald Trump kan holdes ansvarlig for stormløbet.

Hans datter, Ivanka Trump, har i den forbindelse sagt til Kongressen, at hun stolede på tidligere justitsminister William Barrs udsagn om, at der ikke var tale om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020.

Det er endnu uklart, hvornår Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon skal vidne for Kongressen, men det bliver ikke ved en offentlig høring som den, der finder sted tirsdag.