Udland

Heathrow reagerer på krise: Sætter loft over antal passagerer

Op mod hver femte passager afvises af lufthavn i et forsøg på at begrænse køer, forsinkelser og aflysninger.

Heathrow i London meddeler tirsdag, at lufthavnen har sat et loft på 100.000 passagerer, som dagligt kan lette fra lufthavnen.

Det sker i et forsøg på at begrænse de lange køer, bagageforsinkelser og aflysninger af fly.

Vi undskylder over for dem, hvis rejseplaner bliver berørt

John Holland-Kayes, Heathrows topchef

På normale dage kommer der mellem 110.000 og 125 passagerer gennem Heathrow, der er Storbritanniens største lufthavn.

Det betyder, at op mod hver femte passager vil blive afvist resten af sommeren.

Flere lufthavne melder om problemer

Lufthavnen har allerede reageret på den britiske regerings opfordring til at begrænse kapaciteten. Men Heathrows ledelse går nu længere endnu.

- Nogle flyselskaber har taget vigtige skridt, men andre har ikke, og vi mener, at yderligere handling er påkrævet nu for at garantere passagerer en sikker og pålidelig rejse, skriver Heathrows topchef, John Holland-Kayes, i et åbent brev.

- Vi har derfor truffet den vanskelige beslutning at indføre en indskrænkning af kapaciteten fra 12. juli til 11. september, fortsætter brevet.

- Vi indser, at det vil betyde, at nogle sommerrejser vil blive flyttet til andre dage eller andre lufthavne eller helt blive aflyst, og vi undskylder over for dem, hvis rejseplaner bliver berørt, lyder det fra Holland-Kayes.

Andre store lufthavne i Europa melder om lignende problemer med kapaciteten. Mange steder mangler der personale til at håndtere indtjekning, bagage og afgange.