Enorme eksplosioner i Ukraine – nyt våben kan få afgørende betydning
Der er flere af de langtrækkende raketvåbensystemer på vej til Ukraine.
I lang tid bønfaldt Ukraine Vesten om langtrækkende våben til brug i indsatsen mod den russiske invasion.
I juni fik de ønsket opfyldt, da USA sendte de såkaldte High Mobility Artillery Rocket Systems (HIMARS).
Og nu ser det ud, som om at de er kommet i brug.
På Twitter florerer der videoer og billeder af store eksplosioner, som flere brugere peger på, er forårsaget af HIMARS-raketsystemet.
Eksplosionerne er blandt andet set i den russiskbesatte by Nova Kakhovka i det sydlige Ukraine.
Jacob Kaarsbo, senioranalytiker ved Tænketanken Europa, har blandt andet delt et opslag på Twitter, hvor han tilskriver eksplosionerne de nyligt ankomne HIMARS.
Lektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen kan ud fra billeder og videoer af eksplosionerne ikke med sikkerhed afgøre, om det er HIMARS-raketsystemet, der er blevet brugt. Men at det er tilfældet, vurderer han, er "højst tænkeligt" af to årsager: rækkevidde og præcision.
Eftertragtet raketsystem
For det første er der over 50 kilometer fra frontlinjen til den russiskbesatte by Nova Kakhovka i det sydlige Ukraine, hvor HIMARS-systemet skulle have ramt mål.
- Det kan ikke være ramt af almindeligt artilleri, når der er over 50 kilometer til målet. Der skal langtrækkende våbensystemer til, medmindre eksplosionen er forårsaget af sabotage eller andet, vurderer lektoren ved Forsvarsakademiet.
For det andet indikerer præcisionen, hvormed man har ramt, at der er blevet brugt præcisionsguidede raketter.
- Normale raketter skyder ikke særligt præcist. Det gør HIMARS. Eksplosionerne skulle være fundet sted i et bebygget område, og det indikerer, at man har ramt med stor præcision, siger Claus Mathiesen.
HIMARS er særligt eftertragtet af ukrainerne, fordi det er et avanceret raketkastersystem med en rækkevidde op til hele 85 kilometer. Det giver Ukraine mulighed for at kunne kæmpe på afstand og ramme dele af den russiske kommandostruktur og våbenlagre, fortæller Claus Mathiesen.
Desuden er systemets forcer, at det er fleksibelt i forhold til at kunne armeres med forskellige typer både raketter og jord-til-jord-missiler, ligesom det hurtigt og enkelt kan genlades.
Den vigtigste force i moderne krigsførelse er dog, at våbensystemet har høj mobilitet:
- HIMARS er placeret på et hjulkøretøj, der er langt hurtigere og mobilt end et bæltekøretøj. Det er vigtigt, så man hurtigt kan komme væk fra fjendens artilleri, siger Claus Mathiesen.
Kan få stor betydning
At våbnet efter alt at dømme nu er kommet ukrainerne til undsætning, kan få stor betydning for krigen, vurderer lektoren.
- Det er enormt vigtigt i den nuværende situation, fordi det kan tvinge russerne til at ændre måden, de fører krig på, siger Claus Mathiesen.
Han peger på, at Rusland enten må rykke ammunitionslagre længere væk eller finde andre måder at opbevare det på. Det kan udfordre adgangen til de massive mængder artilleri, som russerne i øjeblikket bruger.
HIMARS-systemet er strategisk vigtigt i en tid, hvor Ukraine gør klar til en stor offensiv mod syd.
Ukraines hær er nemlig ved at opbygge en massiv kampstyrke for at generobre landområder i den sydlige del af landet, der er under russisk besættelse.
Det har landets forsvarsminister, Oleksii Reznikov, oplyst i et interview med den britiske avis The Times.
- Præsidenten (Volodymyr Zelenskyj, red.) har givet ordre til den øverste militærchef om at udarbejde planerne, siger Reznikov.
Ifølge forsvarsministeren består den ukrainske kampstyrke af i alt omkring en million soldater. Men ifølge ham er Ukraine og den kommende offensiv stærkt afhængig af leverancer af Vestens våben og ammunition.
Og her kan HIMARS-raketsystemerne spille en stor rolle, fortæller Claus Mathiesen.
- Får ukrainernes tilstrækkeligt mange HIMARS, og finder russerne ikke en løsning på dem, kan det få afgørende betydning for krigen, vurderer lektoren.
USA har for få dage siden meddelt, at landet sender flere HIMARS til Ukraine som en del af en samlet våbenpakke.