Elon Musk trækker sig fra Twitter-køb
Ifølge AP og BBC står Elon Musk til at skulle betale en milliard dollars for at bryde ud af aftalen.
Elon Musk har meddelt, at han dropper sit køb af Twitter til 44 milliarder dollars (over 320 milliarder kroner).
Ifølge Elon Musk har Twitter brudt flere elementer af aftalen.
Twitter meddelte 25. april, at den excentriske mangemilliardær var i gang med at købe det sociale medie.
Men siden begyndte Elon Musk at true med at trække sig fra handlen.
Disputs om spambots
Tesla-ejeren har beskyldt Twitter for aftalebrud ved at tilbageholde oplysninger om falske konti.
Twitter skulle bevise, at de såkaldte spambots udgjorde minde end 5 procent af alle brugere, krævede Elon Musk.
Fra Twitter lød det i juni, at man havde tænkt sig at gennemføre salget på de aftalte vilkår, og at man ville "fortsætte med samarbejdsvilligt at dele information med Musk".
Skal betale en milliard
Elon Musk har selv over 100 millioner følgere på det sociale medie, som han bruger flittigt til at udsende mere eller mindre kontroversielle meddelelser.
Ifølge AP og BBC står Elon Musk til at skulle betale en milliard dollars for at bryde ud af aftalen. Men det er usikkert, om Twitters bestyrelse vil acceptere det beløb, eller om det ender med en retssag.
Twitter tror stadig på handel
Efter meldingen fra Elon Musk falder Twitters aktie i eftermarkedet med 7,5 procent til 34,05 dollar, hvilket er 37 procent under buddet fra Musk på 54,20 dollar.
Bestyrelsen i Twitter ser dog stadig mulighed for, at handlen går igennem, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Bestyrelsen i Twitter er forpligtet til at få transaktionen gennemført til den pris og de betingelser, som er aftalt med hr. Musk, skriver bestyrelsesformand Bret Taylor i et tweet. Ifølge Bret Taylor vil bestyrelsen tage juridiske skridt for at få handlen til at falde på plads.