Udland

Hvem bliver ny premierminister? Her er fire favoritter

Fire navne bliver ofte nævnt som favoritterne – tre er nuværende ministre, mens den fjerde trådte tilbage onsdag og satte gang i oprøret mod Johnson.

Boris Johnsons dage som britisk premierminister er talte.

Nu er det store spørgsmål, hvem der skal afløse ham i Downing Street 10, for der tegner sig ikke nogen klar favorit til at overtage posten som premierminister.

- Der har ikke været en kronprins eller kronprinsesse, der stod klar i kulissen til at tage over efter Boris Johnson. Nu bliver der kamp om, hvem det skal være, siger TV 2s korrespondent Divya Das.

Medlemmerne skal stemme

I sidste ende er det de konservative partimedlemmer i Storbritannien, der skal vælge partiets nye formand, som så automatisk også bliver premierminister.

Rent praktisk foregår valget på den måde, at den konservative parlamentsgruppe gennem en række afstemninger bringer antallet af kandidater ned til to.

Og så stemmer medlemmerne i de lokale partiforeninger om, hvem af de to det skal være.

Så interessen for holdningerne blandt de almindelige partimedlemmer er meget stor lige nu.

"Et åbent løb"

Medlemmernes eget blad, Conservative Home, har netop gennemført en frisk meningsmåling blandt medlemmerne, der udpegede tre favoritter.

Nuværende forsvarsminister Ben Wallace fik den største opbakning med knap 16 procent af stemmerne.

Men han var kun et mulehår foran minister for international handel Penny Mordaunt, også med knap 16 procent af stemmerne, og udenrigsminister Liz Truss med 14 procent.

Det konservative blad erkender, at målingen først og fremmest viser, at der ikke er nogen klar favorit.

- Det er klart, at hvis der ikke er nogen kandidat, der kan samle mere end 16 procents opbakning, så ser det kommende valg af en konservativ leder ud til at være et fuldstændigt åbent løb, skriver bladet i en kommentar.

Bladet noterer sig også, at da man gennemførte samme meningsmåling for bare seks måneder siden, var de to klare favoritter udenrigsminister Liz Truss og Rishi Sunak, der trådte tilbage som finansminister onsdag og satte gang i hele oprøret mod Boris Johnson.

I dag er Rishi Sunak ude af favoritfeltet og har kun 5 procents opbakning blandt de konservative partimedlemmer.

For forsvarsminister Ben Wallace er det til gengæld gået den anden vej. For seks måneder siden fik han ikke en eneste stemme – og nu er han partimedlemmernes favorit.

Ben Wallace

52-årige Ben Wallace har været forsvarsminister siden 2019.

Han har ikke tidligere været specielt kendt i den britiske offentlighed, men det har ændret sig, efter at krigen i Ukraine brød ud.

- Han er den kandidat, der har det bedste greb om de ældre, hvide, meget konservative medlemmer, der typisk er mænd og bor i Midtengland, siger forfatter og tidligere korrespondent i Storbritannien Lone Theils til TV 2.

Det skyldes ifølge korrespondenten ikke mindst hans militære baggrund, der spiller en større rolle nu, hvor der er krig i Ukraine

- Og så har han ingen skandaler, tilføjer hun.

Liz Truss

46-årige Liz Truss har været udenrigsminister siden efteråret.

Hun er kendt for at holde en meget høj offentlig profil, blandt andet ved at være meget aktiv på sociale medier.

Hun har markeret sig som en af Boris Johnsons stærkeste støtter.

- Hun er meget kantet og ligger meget langt ude på Brexit-fløjen. En af dem, der hader EU, siger kommentator fra Berlingske Ulrik Bie til TV 2.

- Hun er ikke den tungeste af kandidaterne. Hun er bedre på Twitter, end når tingene bliver en lille smule længere, lyder skudsmålet videre.

Penny Mordaunt

49-årige Penny Mordaunt er minister for international handel og tidligere forsvarsminister.

Hun er den af kandidaterne, der i dag er længst nede i regeringens hierarki.

Men hun har solid opbakning blandt partiets medlemmer som overbevist Brexit-tilhænger og med en personlig historie som tidligere soldat.

Hun har samtidig markeret sig som et af de regeringsmedlemmer, der mest vedholdende har kritiseret Boris Johnson for lovovertrædelserne i forbindelse med Partygate.

Boris Johnson fik personligt en bøde af politiet for at have deltaget i en fest i Downing Street 10 på et tidspunkt, hvor den slags sammenkomster var forbudt på grund af landets coronanedlukning.

Rishi Sunak

42-årige Rishi Sunak har været finansminister fra 2020 indtil onsdag, hvor han sagde sit job op og dermed satte skub i det oprør, der torsdag fik Boris Johnson til at trække sig.

Indtil for nylig blev han betragtet som Boris Johnsons kronprins og mest sandsynlige efterfølger. Men et par grimme skandaler har skadet hans popularitet i befolkningen.

Han var en af de politikere, der ligesom Boris Johnson fik en bøde for at have deltaget i ulovlige fester i Downing Street 10, mens landet var lukket ned på grund af corona.

- Derudover er det kommet frem, at hans kone, der er af indisk afstamning og milliardær, har udnyttet nogle skatteregler til ikke at betale skat i Storbritannien. Det er ikke noget, der er særligt populært blandt vælgerne i de gamle industriområder, som Sunak skal vinde for at holde magten, siger Ulrik Bie.

Bookmakernes favorit

I Storbritannien kan man spille på alt – og naturligvis også på, hvem der bliver landets næste premierminister.

Bookmakerne har trods skandalerne stadig fidus til Rishi Sunak.

Men allermest til Penny Mordaunt, skriver avisen The Independent.

Ifølge de seneste odds fra bettingfirmaet BetFair Exchances får spillerne kun deres penge fem gange igen, hvis hun bliver ny premierminister.

Rishi Sunak giver pengene seks gange igen.

På de næste pladser følger forsvarsminister Ben Wallace, der giver pengene seks og en halv gange tilbage, og udenrigsminister Liz Truss, der giver pengene otte gange igen.