Udland

Menneskejagt i Chicago - seks dræbt under skyderi på parade

Mindst seks er dræbt og 24 såret under 4. juli-festlighederne i Chicago. Politiet leder stadig efter gerningsmanden.

Politiet i Highland Park i Chicago har i skrivende stund gang i en menneskejagt efter byens 4. juli-parade brat blev afbrudt af en byge af skud mandag formiddag lokal tid.

Seks personer meldes dræbt, og 24 er overført til hospitalet, mens politiet afspærrer det centrale Highland Park i Chicago.

Politiet har en formodning om, at gerningsmanden brugte en riffel og skød ned på paraden fra et tag, skriver New York Times.

- Det ser ud til at være fuldstændig tilfældigt, siger Chris Covelli fra Lake County Sheriffs Office til New York Times.

Gerningsmanden beskrives som en 18-20 år gammel, hvid mand. Politiet har fundet "en kraftig riffel" på et tag, men gerningsmanden er stadig på fri fod.

- Vi opfordrer alle til at blive indendørs og være på vagt, men forholde sig i ro, siger Highland Parks borgmester, Nancy Rotering ifølge CNN.

Vidner så gerningsmanden pege ned på dem

Highland Park er ifølge Chicago Sun Times et velhavende og primært hvidt forstadskvarter til Chicago. Michael Jordan boede der, mens han spillede for Chicago Bulls.

Shawn Cotreau på 47 var på besøg fra Boston og sad med sin kone og tre børn og ventede på, at paraden skulle komme forbi, da han hørte, det han troede var fyrværkeri.

Hans kone så først gerningsmanden på taget over en kosmetikbutik. Hun skreg, at de skulle komme væk, da Shawn Cotreau også så ham.

- Jeg kan ikke få billedet af ham ud af mit hoved, siger Shawn Cotreau og fortæller, at han havde et langt skydevåben, camouflagetøj og hat på.

- Han åbnede bare ild. Og jeg kunne se kuglerne ramme træet, der stod lige foran os, siger Shawn Cotreau, der greb sin to-årige søn og sprintede rundt om hjørnet, hvorfra familien stadig kunne høre skyderiet.

Vidne hørte 20-35 skud

Flere vidner fortæller, at de hørte mange skud.

- Jeg hørte 20-25 skud, der kom hurtigt efter hinanden. Så det kunne ikke bare være en pistol eller et haglgevær, siger Miles Zaremski, der bor i området, til Chicago Sun Times.

Miles Zaremski så flere blive ramt blandt andre "en kvinde smurt ind i blod. Hun overlevede ikke."

Vidne så såret dreng

39-årige Alexander Sandoval fortæller til samme avis, at han greb sin 5-årige søn, da skyderiet begyndte, og forsøgte at komme væk.

- Skyderiet stoppede. Jeg gætter på, at han skulle lade sit våben. Så jeg blev ved med at løbe og løb ind i en gyde, hvor jeg puttede min søn i en skraldecontainer, så han kunne være sikker, siger Alexander Sandoval til Chicago Sun Times.

Derefter løb han ud for at finde sin kone og datter. Han så lig i pøle af blod.

- Jeg så en lille dreng, der var blevet skudt, blive båret væk.

- Det var ren terror.

Lyn-analyse

Skyderiet i Chicago skaber kun overskrifter, fordi det skete under 4. juli-paraden. Alene i årets første seks måneder blev der rapporteret over 1200 skyderier, og hvor mange af dem har vi hørt om?

Chicago er skræmmeeksemplet på en storby, der har ladet gadens parlament råde. Især i den sydlige del af byen opgiver politiet ofte at tage ud. 

Chicago bliver brugt som politisk skræmmeeksempel. Byen er historisk demokratisk højborg og ligger i Illinois, der har stram våbenlovgivning. For republikanerne er den bevis på, at demokraternes slappe kriminalitetsbekæmpelse fører direkte til masseskyderier.

308. masseskyderi i USA i år

Det præcise antal døde og sårede vil sandsynligvis ændre sig. Men ifølge den lokale avis havde mindst ni andre mistet livet i skyderier i Chicago hen over weekenden. 57 såret.

4. juli er en amerikansk helligdag, hvor amerikanerne normalt griller, bader og drikker øl.

Chicago har med forstæderne omkring ni millioner indbyggere.

Ifølge Gun Violence Archive er det det 308. masseskyderi i USA i år, hvor fire eller flere er blevet ramt af skud.