Skyderi i Fields

Amerikanske politikere udnytter skyderiet i Fields, men møder hård kritik

Amerikanske politikere har allerede brugt skyderiet i Fields. Korrespondent vil ikke blive overrasket, hvis det også sker frem mod midtvejsvalget.

Historien om masseskyderiet i Fields storcenter gik hurtigt verden rundt, og i USA benyttede en række republikanske politikere sig hurtigt at muligheden for at udnytte det politisk.

I deres øjne beviste det jo, at når det kan ske i selv Danmark, så vil våbenlovgivning aldrig være løsningen.

- Der har lige været et masseskyderi i Danmark, et land med nogle af de strammeste våbenlove i Europa. Det er på tide at erkende, at våbenlove IKKE forhindrer masseskyderier!, skrev Lauren Boebert på Twitter.

Når man scroller ned over kommentarerne og delinger af hendes tweet, er der dog mange, der er skeptiske. Blandt andre Kyle Griffin, der er ledende producer på det venstreorienterede tv-netværk MSNBC.

- Hun lyver, fordi hendes løgne ingen konsekvenser får, skriver han, og henviser til tal for, hvor mange flere, der bliver dræbt af skydevåben i USA i forhold til Danmark.

Lyn-analyse

Skyderiet vil på kynisk politisk vis blive brugt af de yderligtgående republikanere. Det vil ikke overraske mig, hvis billeder fra København dukker op i deres valgvideoer frem mod midtvejsvalget.

Hver gang de bliver konfronteret med behovet for våbenlovgivning, trækker de ”psykisk sygdom” som modargument for, hvorfor man ikke skal begrænse lovlydige og raske borgeres adgang til våben.

Eksemplet fra Danmark og ugen før i Norge vil blive trukket frem som republikansk dokumentation for, at USA ikke har noget nævneværdigt våben-problem. Faktum er, at det har USA. Her er masseskyderier en epidemi.

- Det siger alt om den politiske situation i USA

Lavern Spicer, der stiller op til Kongressen for republikanerne i Florida var også hurtig til at kommentere skyderiet.

- Skyderi i København i Danmark, hvor skydevåben er FORBUDT? Ooooh mit barn, jeg kan ikke vente med at høre, hvordan venstrefløjen skal forklare, hvordan det kunne ske, skrev hun i et tweet og tilføjede:

- Jeg hader virkelig vold med skydevåben, og jeg hader de onde mennesker, der vil afvæbne den brede befolkning og sætte dem i fare.

Løsgængeren Uffe Elbæk, der tidligere har ledet Alternativet, svarede tidligt næste morgen:

- Som et medlem af det danske parlament er jeg totalt chokeret over manglen på empati i dette tweet. Og du vil være folkevalgt politiker? Det siger alt om den politiske situation i USA. Skam dig, skrev Uffe Elbæk i et tweet.

- Du er en uinformeret idiot

Irene Armandariz-Jackson stiller op til kongressen for republikanerne i Texas. Også hun var søndag ude og kommentere skyderiet.

- Et skyderi i et storcenter i København, hvor skydevåben er praktisk talt umulige for den brede offentlighed at eje, modbeviser alle venstrefløjens våbenargumenter, skrev Irene Armandariz-Jackson i et tweet.

Også hun blev mødt med mange vrede kommentarer. Blandt andre fra danske Morten Bay, der underviser i kommunikation og journalistik på USC Annenberg universitetet i Los Angeles.

- Du er en uinformeret idiot ligesom som mange af dine kolleger. Gerningsmanden brugte en jagtriffel, som hvem som helst kan købe i Danmark, hvis de modtager lidt undervisning og får en tilladelse, skrev Morten Bay i sit svar.

Det kræver en såkaldt vandelsgodkendelse fra politiet at købe et kraftigt skydevåben som det, der sandsynligvis er blevet brugt i Fields storcenter. Det er samme godkendelse, der gør sig gældende ved jagttegn.

Her vurderer politiet, om en person er egnet til at erhverve, bære, besidde eller anvende våben. Dernæst kræver det medlemskab af en skytteforening og en såkaldt SKV-godkendelse, før man kan bringe et våben ud af sin forening.

307 masseskyderier i USA alene i år

Ifølge organisationen The Gun Violence Archive har der i år allerede været 307 masseskyderier, hvor fire eller flere personer ved samme lejlighed er blevet skudt i USA.

I skrivende stund er det eksempelvis kun få timer siden, at nogen skød ind i en 4. juli-parade i Chicago.

- Jeg hørte 20-25 skud, der kom hurtigt efter hinanden. Så det kunne ikke bare være en pistol eller haglgevær, siger Miles Zaremski, der bor i området, til Chicago Sun Times.

Han så flere blive ramt blandt andre "en kvinde smurt ind i blod. Hun overlevede ikke."

Det præcise antal døde og sårede er endnu uklart. Men ifølge den lokale avis har mindst ni mistet livet i skyderier i Chicago hen over weekenden. 57 er blevet såret.

Chicago har med forstæderne omkring ni millioner indbyggere.

USA går til midtvejsvalg i november, hvor demokraterne lige nu står til at gå markant tilbage.