Zelenskyj sender opsang til "afslappede" ukrainere

Han advarer sine landsmænd mod at slappe af, selvom hverdagen er begyndt at vende tilbage mange steder i Ukraine.

Mens ukrainske tropper nu ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj har forladt den sidste store ukrainske bastion i Luhansk-regionen, Lysytjansk, ja, så er hverdagen faktisk på mange måder vendt tilbage i andre dele af Ukraine.

Restauranterne er åbne igen og en del af beboerne i hovedstaden Kyiv var denne weekend ude og nyde solen.

- I mange byer længere fra fronten slapper folk nu lidt af, men krigen er desværre ikke slut endnu, siger præsident Volodomyr Zelenskyj i en Facebook-video, hvor han kommer med en klar opfordring til sine landsmænd:

- Så gør, hvad I kan for at hjælpe hæren, de frivillige og dem, der er alene i denne tid. Benyt altid alle jeres kontakter i udlandet, om det så er jeres sociale netværk, til at udbrede sandheden om besættelsesmagtens forbrydelser.

- Det vigtigste er, at uanset hvor svært det er for os i dag, så skal vi huske, at der kommer en dag i morgen. Og morgendagen bør bringe maksimal fordel for Ukraine. Alle bør gøre alt, hvad de overhovedet kan for at opnå dette.

I samme video fortæller han, hvordan Ukraine mandag vil fremlægge en plan for genopbygningen af landet. Det vil ske på en konference i Lugano i Schweiz.

Lyn-analyse

Det er meget kontrastfyldt i Kyiv, hvor jeg befinder mig nu. Mange børnefamilier er på gaden i dag. Der er ponyridning og candyfloss. Restauranter og caféer er åbne, og så vidt vi kan forstå, ingen luftalarm i fem dage.

Byen er ikke præget af samme form for chok og angst, som da jeg var her ved krigens udbrud.

Men samtidig er der checkpoints og udgangsforbud fra 23 til 05. Alle ved, der er krig, men de indikerer også, de har brug for en eller anden form for normalitet.

Zelenskyjs tale minder om, at man ikke kan tage de rolige dage for givet. Krig er uforudsigelig og kan ændre sig hurtigt.

Selvom mange ukrainere kan åbenbart kan slappe af, så foregår der stadig voldsomme kampe i syd og øst.

Direkte fra Kyiv, Ukraine. Video: Magnus Bjerg

Rusland hævder at have indtaget hele Luhansk-regionen

Søndag hævder russiskstøttede separatister ifølge Sky News, at de er trængt ind i Lysytjansk centrum, den sidste ukrainske bastion i Luhansk-regionen i øst. Russiske medier har vist billeder af russiske parader gennem byen og ikke-verificerede billeder af russiske flag placeret i ødelagte administrationsbygninger.

Samtidig oplyser det russiske forsvarsministerium via nyhedsbureauet TASS, at russiske tropper har omringet byen.

Søndag aften har præsident Zelenskyj erkendt tabet af den østukrainske by.

- Hvis vores militære ledere har trukket folk fra bestemte punkter på fronten, hvor fjenden har den største fordel i ildkraft, og dette gælder også Lysytjansk, så betyder det kun en ting, siger Zelenskyj og tilføjer:

- At vi vil vende tilbage takket væres vores taktik, takket være vores stigende forsyninger af moderne våben.

Samtidig er den østukrainske by Sloviansk i Donetsk-regionen søndag blevet ramt af "det mest voldsomme raketangreb længe".

Det oplyser byens borgmester Vadim Lyakh ifølge Reuters.

- Der var 15 affyringer. Mange dræbte og sårede, skriver borgmesteren på beskedtjenesten Telegram.