Rusland invaderer Ukraine

Selv da kolleger blev tortureret og dræbt, tog de ikke hjem: - Skulle jeg bare sidde i Kyiv og drikke øl?

Over 30 journalister er dræbt i krigen i Ukraine. TV 2s Rasmus Tantholdt og to ukrainere fortæller her, hvorfor de risikerer deres liv ved fronten.

Anatolij Stepanovs liv har været i fare ved flere lejligheder.

Han er blevet beskudt med artilleri, og han er blevet angrebet af kampvogne. Alligevel vender han gang på gang tilbage til frontlinjen.

Jeg besluttede, at sandheden er det mest kraftfulde våben

Anatolij Stepanov, fotojournalist

Farerne er noget, han har lært at acceptere.

- Når du er i krig, er du bevidst om, at du kan dø hvert øjeblik. Du har det altid i tankerne, siger han til TV 2.

Men Anatolij Stepanov er ikke soldat.

Og han har ikke noget gevær.

Når han tager afsted til frontlinjen i Ukraine, er han kun bevæbnet med et kamera.

Siden 2014 har Anatolij Stepanov arbejdet som krigsreporter, og han har gjort det til sin mission at dokumentere begivenhederne i krigen.

- Selvfølgelig kunne jeg have grebet til våben og taget afsted for at tjene mit land. Men jeg er 52 år og vil næppe være en god soldat. Men med mine billeder kunne jeg gøre en forskel. Jeg besluttede, at sandheden er det mest kraftfulde våben i verden, siger han.

Faren er reel

Mindst 32 journalister er blevet dræbt og 16 såret under krigen i Ukraine, oplyste de ukrainske myndigheder i begyndelsen af juni.

Siden da har yderligere mindst 1 journalist mistet livet.

Tallene omfatter også ukrainske journalister, der er draget afsted for at kæmpe. Og dem, der blev dræbt ved en tilfældighed – herunder journalisten Vera Giritj fra Radio Svoboda, som boede i en ejendom i Kyiv, der blev ramt af et missil 28. april.

Men langt størstedelen er blevet dræbt, mens de passede deres arbejde som journalister.

Ifølge den ukrainske anklagemyndighed er der rejst mindst 147 sager om forbrydelser begået af Rusland mod repræsentanter fra medierne.

Alligevel opholder hundredvis af ukrainske og udenlandske journalister sig fortsat ved frontlinjen, velvidende at de potentielt risikerer deres liv.

Drak kaffe med dræbt fotograf

TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt er netop vendt hjem fra endnu en rejse i det krigshærgede land.

Det er langtfra første gang, at han rapporterer fra en krigszone, men han mener, at krigen i Ukraine på mange måder adskiller sig fra de andre krige, han har dækket i lande som Syrien, Irak og Afghanistan.

Ikke mindst, fordi i de andre krige har den ene part bestået af guerillakrigere eller oprørere, mens krigen i Ukraine bliver udkæmpet af to konventionelle hære.

- Derudover dækker vi normalt krige fra den stærkestes side. I denne konflikt er Ukraine den svage part, når det kommer til militærkraft. Rusland har atomvåben og truer med dem, og det er en anderledes oplevelse, siger Rasmus Tantholdt.

Han forsøger altid selv at tage sine forholdsregler, så arbejdet foregår på en så sikker måde som muligt.

I Ukraine kontakter han den ukrainske hær, så de kan bringe ham sikkert frem til fronten i en kortere periode. Det er den måde, som mange journalister dækker krigen, selvom det ikke er uden risici.

Men nogle få ukrainske journalister, som Anatolij Stepanov, forsøger at vise krigen "indefra" og tilbringer lang tid sammen med soldaterne i krigszonen.

Alligevel oplever også Rasmus Tantholdt nogle gange, at døden kommer meget tæt på.

Han mindes, da han i begyndelsen af krigen sad på sit hotel i Kyiv og drak en kop kaffe sammen med en fotograf fra den amerikanske tv-kanal Fox News.

Senere samme aften kom det frem, at fotografen var blevet dræbt lidt uden for byen. En ukrainsk fixer blev også dræbt, mens en anden journalist blev såret og endte med at få amputeret det ene ben.

- Når nogen ikke kommer hjem igen, er det utrolig sørgeligt. Det er samtidig en påmindelse til os andre om at spørge os selv, om vi nu gør alt rigtigt, fortæller Rasmus Tantholdt.

Tortureret og dræbt

I midten af marts rejste de to ukrainske fotojournalister Maks Levin og Alexej Tjernysjev til Kyiv-området.

Levin drømte med egne ord om at tage et billede, "som ville stoppe krigen".

- Vi tænker alle over, hvordan vi kan være mest nyttige for Ukraine. Med en pistol i hånden, ved at melde sig som frivillig til at køre bus eller ved at koordinere hjælp til hæren. Og hver af os har vores eget svar, skrev han på Facebook.

Men pludselig ophørte kontakten mellem de to ukrainere og omverdenen.

Senere konkluderede en undersøgelse fra organisationen Journalister uden Grænser, at de begge var blevet henrettet, og at de inden da var blevet afhørt og tortureret.

The New York Times’ korrespondent Brent Renaud filmede flygtninge i Kyiv-forstaden Irpin 13. marts, da der pludselig blev affyret skud. Den amerikanske journalist døde på stedet, og hans kollega blev alvorligt såret.

Sevhil Musajeva, der er chefredaktør på mediet Ukrainian Truth, fortæller til TV 2, at hun kendte amerikaneren og havde hjulpet ham med at planlægge turen.

- Jeg ved med sikkerhed, at han kun havde ønske om at fortælle sandheden om krigen og ikke ville fordreje noget, siger hun til TV 2.

Danskere såret af skud

Halvanden uge tidligere var to danske journalister tilknyttet Ekstra Bladet, Stefan Weichert og Emil Filtenborg, blevet såret af skud, da deres bil blev angrebet under en reportage i det østlige Ukraine.

De var begge iklædt skudsikker vest, og det kan have reddet deres liv. Begge blev efterfølgende evakueret til Danmark.

- Vi var der for at dække krigen og konsekvenserne for de civile. Så det er lidt træls og uvant selv at blive historien. Det handler jo ikke om os, udtalte Emil Filtenborg efterfølgende til Ekstra Bladet.

Men hvorfor overhovedet som journalist risikere at komme i så farefuld en position?

Ifølge TV 2s Rasmus Tantholdt handler det i bund og grund om, at det er vigtigt at informere folk og vise omverdenen, hvad der rent faktisk sker i en krig.

- Når folks liv er på spil, kommer alle mulige menneskelige følelser i spil. I Ukraine kan du se ren ondskab, og du kan se det værste i folk. Men på samme tid kan du også se det bedste i folk, forklarer han:

- Krig afslører folks sande natur. Og det er ekstremt interessant at bevidne.

- Skulle jeg bare sidde og drikke øl?

Den ukrainske journalist Oleksandr Ratusjnjak har dækket konflikten i Østukraine siden 2014, hvor han erkendte over for sig selv, at han ikke bare kunne følge begivenhederne fra sidelinjen.

Men han var bange for at gribe til våben, erkender han.

I stedet tog han sit kamera i hænderne.

For at komme så tæt på begivenhederne som muligt har han måttet samarbejde med den ukrainske hær, og han har i perioder levet sammen med dem helt fremme ved frontlinjen.

- Skulle jeg bare sidde i Kyiv og drikke øl og sige, at det ikke er min krig? Jeg vil også være en del af den, siger han til TV 2.

Undervejs har han oplevet at blive ramt af skud i benet, og da han tidligere i år fulgte kampene i Irpin, eksploderede en mine tæt ved ham.

Derfor er han altid iklædt skudsikker vest og hjelm.

- Nogle gange kan folk, der bruger lang tid ved frontlinjen, glemme faren. De bliver uforsigtige. De tager deres veste af, og det kan koste dem livet. Men hvis du følger nogle sikkerhedsregler, er chancerne for at overleve større, siger Ratusjnjak.

Det umulige billede

Oleksandr Ratusjnjak og Anatolij Stepanov blev for nylig begge hædret af den ukrainske stat med Fortjenstordenen for deres arbejde.

Når de fotograferer ved frontlinjen, kan de aldrig vide sig sikre på, at deres billeder bliver bragt.

Men uanset hvad vil de altid være vigtig dokumentation for begivenhederne, forklarer Stepanov – og for de forbrydelser, han mener, at der finder sted.

I øjeblikket følger Ratusjnjak krigen i det østlige Ukraine ved Sjevjerodonetsk, hvor nogle af de mest intense kampe foregår.

Han fortæller, at han var gode venner med den dræbte Maks Levin, og han mindes sin vens idé om at tage et foto, som kan stoppe krigen.

- Det er formentlig umuligt at tage sådan et billede. Men jeg vil vise verden, hvad der foregår her, siger han.