Krigen i Ukraine

Putin truer med militær reaktion, hvis Finland og Sverige optages i NATO

Tidligere onsdag kaldte den russiske viceudenrigsminister optagelsen af Sverige og Finland i NATO for destabiliserende.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, truer nu ifølge de russiske nyhedsmedier RIA og Interfax med en militær reaktion, hvis NATO flytter tropper eller faciliteter til Sverige og Finland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen fra Putin kommer i kølvandet på, at det onsdag på et NATO-topmøde kom frem, at Sverige og Finland nu officielt inviteres ind i varmen i NATO-fællesskabet.

- Rusland bliver nødt til at reagere, hvis NATO opretter infrastruktur i Sverige og Finland, siger Putin.

Præsidenten fortæller, at han ikke kan udelukke, at der nu vil opstå spændinger i forholdet mellem Rusland og den svenske regering i Stockholm og den finske regering i Helsinki.

Tidligere onsdag har det statslige russiske nyhedsbureau RIA desuden citeret den russiske viceudenrigsminister, Sergei Ryabkov, for at sige, at NATO-udvidelsen er "destabiliserende" og ikke øger sikkerheden for medlemmerne af alliancen.

Udsigterne er dystre

Onsdag aften kommenterer Putin ligeledes på status for den "særlige militæroperation" i Ukraine.

Målet er det samme: At "befri" Donbas og få sikkerhedsgarantier, citerer de russiske bureauer Putin, som dog forklarer, at Rusland kan ændre taktik.

Han er heller ikke bleg for at udtale, at de russiske tropper gør fremskridt og opnår deres mål.

- Der er ingen grund til at sætte en slutdato på den særlige militær operation i Ukraine, udtaler præsidenten.

Den amerikanske direktør for USA's efterretningstjeneste, Avril Haines, modsiger Putins forklaring. Hun fortæller ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Ruslands plan fortsat er at erobre det meste af Ukraine. Men hans styrker er så nedbrudte af kamphandlinger, at de på kort sigt sandsynligvis kun kan opnå trinvise fremskridt.

Efterretningschefen fortæller, at udsigten for krigen fortsat er "temmelig dyster".

- Vi fortsætter med at være i en position, hvor vi ser på præsident Putin, og vi tror, ​​at han reelt har de samme politiske mål, som vi også troede tidligere, hvilket vil sige, at han vil tage det meste af Ukraine, lyder det fra Avril Haines.

Hun ser tre mulige scenarier på kort sigt, hvor det mest sandsynlige vil være en hård konflikt, hvor russiske styrker kun opnår gradvise fremskridt. Andre scenarier omfatter et stort gennembrud, hvor det lykkes for Ukraine at stabilisere frontlinjerne.

Har inviteret Sverige og Finland

Ifølge Weekendavisens Rusland-korrespondent, Andrey Kazankov, er russiske politikere, kommentatorer og journalister nu i fuld gang med at true Finland og Sverige.

- De slår fast, at Rusland kommer til at sigte på Sverige og Finland med deres atommissiler. Fra russisk side understreger man, at udvidelsen går ud over Ruslands sikkerhed, at det går ud over Sverige og Finlands sikkerhed og at den eneste, der har glæde af det her, er USA, siger Andrey Kazankov til TV 2.

NATO besluttede onsdag formelt at invitere Finland og Sverige til at blive medlemmer af forsvarsalliancen. Dermed er optagelsesprocessen i gang.

Det oplyste NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde i Madrid, hvor alliancen har holdt topmøde.

- I dag tog vi den historiske beslutning at invitere Sverige og Finland til at blive medlemmer af NATO, sagde Jens Stoltenberg.

Den historiske beslutning blev truffet, dagen efter at Tyrkiet tirsdag indvilgede i at ophæve sit veto mod landenes ansøgninger i bytte for en række indrømmelser fra de to.