Amerikansk politiker kræver rigsretssag: - Det sender et signal om, at man bare kan lyve

Kravet kommer, efter at to højesteretsdommere beskyldes for at vildlede og lyve under ed.

Den amerikanske venstrefløjspolitiker Alexandria Ocasio-Cortez kræver nu, at to amerikanske højesteretsdommere stilles for en rigsret.

Det skriver flere medier, herunder The Hill.

Kravet kommer, efter at de to højesteretsdommere er blevet anklaget for at lyve under ed og vildlede den amerikanske befolkning til at tro, at de ikke gik ind for at ændre den årtier gamle dom, der indtil for nylig har sikret kvinder i USA retten til abort.

Noget, det skulle vise sig, at de alligevel gjorde.

- Der er nødt til at være konsekvenser for den slags dybt destabiliserende handlinger og fjendtlige overtagelse af vores demokratiske institutioner, udtaler Ocasio-Cortez.

Blev vildledt af dommere

Allerede samme dag, som Højesteret i USA kunne meddele, at den har omstødt den skelsættende abortafgørelse 'Roe mod Wade' fra 1973, lød det fra de to senatorer Susan Collins og Joe Manchin, at de var blevet vildledt af to af de dommere, der stod bag omstødelsen.

Jeg mener, at det at lyve under ed er en strafbar lovovertrædelse

Alexandria Ocasio-Cortez, medlem af Repræsentanternes Hus

Det gælder både ved en høring under ed, hvor de to dommere skulle indstilles til Højesteret, og i private samtaler mellem de to senatorer og højesteretsdommerne.

Ifølge Collins og Manchin har de to konservative dommere Brett Kavanaugh og Neil Gorsuch nemlig udtalt, at de ikke ville ændre ved de "mangeårige præcedenser, landet er bygget på", herunder altså også retten til abort.

- Jeg stolede på dommer Gorsush og dommer Kavanaugh, da de vidnede under ed på, at de også mente, at 'Roe mod Wade' var afgjort juridisk præcedens, har Joe Manchin siden udtalt.

- Derfor er jeg foruroliget over, at de valgte at omstøde den stabilitet, som dommen har givet til generationer af amerikanere.

En farlig tendens

Også Susan Collins bakker op om sin demokratiske kollega. Hun mener også, at de to dommere – da de blev indsat i 2017 og 2018 under den daværende præsident, Donald Trump – viste opbakning til at bevare den historiske abortafgørelse.

- Denne beslutning er ikke i overensstemmelse med, hvad Gorsuch og Kavanaugh har sagt under deres høringer og under møder med mig, siger hun.

Faktatjekorganisationen FactCheck.org har dog undersøgt høringerne nærmere og konkluderer, at selv om de to højesteretsdommere ganske rigtigt har medgivet, at "Roe mod Wade" er præcedens, har ingen af dem afvist, at de ville overveje at omstøde den.

Ifølge Alexandria Ocasio-Cortez, der er medlem af Repræsentanternes Hus, er anklagen om, at de to skulle have vildledt politikerne, en farlig tendens:

- Det, der især gør det farligt, er, at det sender et signal til alle kommende nominerede om, at man kan lyve over for folkevalgte senatorer for at blive indsat i Højesteret. Og jeg mener, at det at lyve under ed er en strafbar lovovertrædelse, siger hun.

De ni siddende dommere i USA's højesteret omstødte 24. juni 'Roe mod Wade' med stemmerne fem for og fire imod.

Flertallet af dommerne mener, at den skelsættende afgørelse dengang var forkert, fordi USA's forfatning ikke specifikt nævner abortrettigheder.

Siden har beslutningen trukket overskrifter over hele verden, ligesom store demonstrationer har fundet sted over hele USA.