Mens verden kigger mod krigen i Ukraine, er Taliban ved at ”slette” en halv befolkning
Mens krigen i Ukraine har taget meget af verdens fokus, forværres situationen fortsat i Afghanistan. Især for den kvindelige del af befolkningen.
Fatima er dybt bekymret.
På egne vegne. På sit køns vegne. På sit lands vegne.
Hun er en af Afghanistans knap 20 millioner kvinder og piger, og det seneste år har hun kunnet se Taliban skridt for skridt begrænse deres muligheder og rettigheder.
- Det er en virkelig nedslående situation for os. Vi står over for at blive slettet, at blive fjernet fra gaderne i byerne, og vi forudser, at om seks måneder vil de ikke tillade kvinder at gå frit i gaderne. Vi vil ikke længere være sikre her, siger Fatima.
Af hensyn til hendes sikkerhed i det Taliban-styrede land bringer TV 2 ikke hendes fulde identitet.
315 dage er der gået, siden at Taliban i august sidste år indtog hovedstaden, Kabul, og generobrede magten over Afghanistan.
Dengang hævdede talibanerne, at bevægelsen var et ganske andet sted end det yderligtgående styre, der blev væltet i 2001.
Men der gik ikke længe, før at det nye Taliban-styre begyndte at bevæge sig i samme retning som det gamle.
Med hårde restriktioner for kvinderne, der hverken må uddanne sig eller rejse alene, og mange har mistet deres arbejde. Senest beordrede Taliban i maj, at alle kvinder i Afghanistan nu skal dække sig til fra top til tå.
- Det her ligner måske et ondt mareridt eller en gyserfilm. Men det er vores liv. Det er vores virkelighed, siger Fatima i denne uges udgave af 'Kernen' på TV 2 PLAY.
En langsom død
TV 2s korrespondent Simi Jan var til stede i Afghanistan under de dramatiske dage i august.
Da hun vendte tilbage i december, var det til et forandret land, og siden har hun holdt kontakt med flere af afghanerne for at kunne følge med i udviklingen.
På den baggrund står det for hende klart, at Taliban ikke er den nye moderne version af sig selv, som de har slået sig på at være.
- For hver dag der går, bliver det værre og værre. De ønsker simpelthen at udslette kvinderne fra gadebilledet, siger Simi Jan.
En af dem, som hun de seneste måneder har haft tættest kontakt til, er Fatima, som Simi Jan mødte under sin rejse i Afghanistan i december.
Og opdateringerne fra den afghanske kvinde berører hende dybt, selvom der er små 5000 kilometers afstand imellem dem.
- Da der kom det med, at kvinder skulle dække deres ansigter til, skrev Fatima til mig: "Vi er nødt til at kæmpe. For hvis vi kæmper, bliver vi dræbt én gang, men hvis ikke vi kæmper, bliver vi dræbt hver dag". Det er en langsom død, siger Simi Jan.
FN bekymret over "sletning"
Ud over Taliban vælter problemerne ned over afghanerne. Landet er ramt af tørke, hungersnød og akut pengemangel.
Mere end 22 millioner afghanere, over halvdelen af befolkningen, lever lige nu under fattigdomsgrænsen ifølge Røde Kors, men frygten er en voldsom forværring. Frygten er, at den økonomiske krise vil sende op mod 97 procent af afghanerne ud i dyb fattigdom
Men i stedet for at prioritere at genopbygge økonomien og afværge en enorm humanitær katastrofe har Taliban primært sat fokus på nye strikse love.
Noget, som FN's særlige rapportør om menneskerettighederne i Afghanistan, Richard Bennett, italesatte efter sit besøg i maj.
- Jeg udtrykte alvorlig bekymring over forværringen af menneskerettighederne i hele landet, og sletningen af kvinder fra det offentlige liv er særligt bekymrende, sagde han ifølge nyhedsbureauet AP.
Heather Barr fra organisationen Human Rights Watch argumenterede tidligere på måneden for, at situationen nu er så alvorlig, at det ikke længere er nok for det internationale samfund at udtrykke "alvorlig bekymring".
Der skal tages hårdere skridt over for Taliban, fastslog hun.
Føler sig efterladt
Men situationen i Afghanistan fylder i dag ikke lige så meget på dagsordenen, som under de mest kaotiske uger i august sidste år.
Derudover har krigen i Ukraine de seneste måneder taget meget af opmærksomheden i Vesten.
- Jeg bliver bare trist over, at det betyder, at vi ikke sætter fokus på, at kvinderne bliver skubbet mere og mere tilbage i Afghanistan, og vi har en hel generation af unge piger i Afghanistan, der ikke får en uddannelse, fordi der sidder nogle mørkemænd og har forbudt dem i, at de må det, siger Simi Jan.
I marts meldte Taliban ellers ud, at piger over 12 år kunne vende tilbage til skolebænken, men i sidste øjeblik ændrede de mening og sendte pigerne hjem igen.
- Det faktum vidner om, at de faktisk er rimelig ligeglade med, hvad det internationale samfund siger i forhold til kvinderettigheder og pigers ret til at komme i skole. De gør, hvad der passer dem, siger Simi Jan.
Tilbage i Afghanistan står kvinder som Fatima tilbage med en følelse af at være fortabt og uden håb.
Og en følelse af skuffelse fortæller hun.
- Jeg bebrejder de beslutningstagere i det internationale samfund, som har skabt dette. Dem, som i 20 år kaldte Taliban for terrorister eller noget endnu værre, men som efterlod os i hænderne på de selvsamme terrorister.
Se 'Kernen' søndag klokken 19.20 på TV 2 NEWS eller lige nu på TV 2 PLAY.