Udland

35.000 år gammel baby-mammut fundet i Canada

Ungen har fået et navn af det oprindelige folk, der bor i det område, den blev fundet i.

En minearbejder har fundet en 35.000 år gammel mummificeret ulden mammutunge i den canadiske permafrost ved Klondike-området, der er mest kendt fra tiden med guldgravere.

Det skriver The Guardian.

Det er en hun, og den har fået navnet Nun cho ga. Det betyder 'stort baby-dyr' på Hän-sproget, der er et oprindeligt sprog i Yukon i Canada og Alaska i USA.

Mammutungen er 140 centimeter lang og dermed lidt større, end den eneste anden uldne mammutunge, der er blevet fundet. Den fandt man i Siberien i 2007.

Fundet er "perfekt"

Fagfolk siger til mediet, at ungen er ”perfekt” og et af de bedst bevarede istidsdyr nogensinde fundet.

- Hun har en snabel. Hun har en hale. Hun har bitte små ører. Hun har den lille del, der kan gribe fat i græs, for enden af snablen, siger Grant Zazula, der er palæontolog i Yukon i Canada, til The Guardian.

Han kalder det også det vigtigste palæontologiske fund i Nordamerika.

Geologer har fundet græs i den 35.000 år gamle unges mave. Det får dem til at tro, at ungens sidste øjeblikke blev tilbragt med at græsse, inden hun blev fanget i mudder og sidenhen frossen.

Og at dømme ud fra, hvor velbevaret liget er, må det være gået hurtigt.

Skal ære "traditioner, kultur og love"

Kalven blev fundet på Tr’ondëk Hwëch’in-territoriet, der er beboet af det oprindelige folk. De navngav kalven ved en ceremoni i sidste uge.

Høvdingen af Tr’ondëk Hwëch’in, Roberta Joseph, siger ifølge The Guardian, at man vil arbejde for, at fundet af ungen vil blive håndteret på en måde, der ærer folkets ”traditioner, kultur og love”, eftersom at Nun cho ga havde ”besluttet at åbenbare sig for os alle” lige præcis på deres område.

Grant Zazula siger, at det kommer til at tage lang tid, før oplevelsen bundfælder sig. Men det kommer også til at tage lang tid at finde ud af - i samarbejde med Tr’ondëk Hwëch’in-folket - hvad der skal ske videre med fundet.