Udland

To døde og flere sårede efter skyderi i Oslo

Skyderiet skete i nærheden af en natklub i Oslo, der især frekventeres af homoseksuelle.

2 personer er blevet dræbt i et skyderi i Oslo natten til lørdag. Desuden er mindst 19 personer kommet til skade i forbindelse med skyderiet – flere af dem alvorligt, skriver NRK.

Ifølge det norske nyhedsbureau NTB er tre af disse personer i kritisk tilstand.

Skyderiet skete på mindst tre gerningssteder i det indre Oslo: natklubben London Pub, et lille gadekøkken og udestedet Herr Nilsen.

Natklubben London Pub har især et stort homoseksuelt klientel. Den ligger lige op ad Herr Nilsen.

Politiet oplyste lidt før klokken 02.00 natten til lørdag, at en person er blevet pågrebet i nærheden. Mandens bolig i Oslo er efterfølgende blevet ransaget.

Tyder på en gerningsmand

Ifølge Tore Barstad, der er indsatsleder ved politiet i Oslo, tyder det på, at der kun er én gerningsmand, skriver NRK.

Politiet oplyser lørdag, at de efterforsker hændelsen som terror.

Den formodede gerningsmand til skyderiet i Oslo er norsk statsborger og er i forvejen kendt af politiet, men ”ikke for store ting”, oplyser politiet i Oslo på et pressemøde.

Han er foreløbigt sigtet for drab, drabsforsøg og terrorhandling.

Ifølge politiet hjalp flere civile med at tilbageholde gerningsmanden og med at foretage førstehjælp på stedet.

- Det er politiet umådeligt taknemlige for, siger Tore Barstad.

Ifølge politiet er der formentlig udelukkende brugt skydevåben i forbindelse med hændelsen. Politiet har fundet to skydevåben, oplyser indsatslederen.

Ses foreløbigt ikke som terror

Et øjenvidne fortæller til NRK, at han så en mand komme til stedet med en taske, som han tog et våben op af og begyndte at skyde med.

Et andet øjenvidne fortæller til VG, at hun på et tidspunkt måtte spille død for at redde sit eget liv. Hun fortæller, at en kvinde pludselig trak hende ned på jorden, hvor hun måtte spille død.

Hun forsøgte også på et tidspunkt at gemme sig bag et bord, som manden skød mod.

Pride aflyses

Der skulle lørdag afholdes Oslo Pride, men arrangementet aflyses efter nattens skyderi.

Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse ifølge norsk TV 2. Det er politiet, der har anbefalet at aflyse alle arrangementer, fremgår det:

- Oslo Pride anmoder derfor alle, som har planlagt at deltage i eller at se paraden, om ikke at møde op. Alle arrangementer med tilknytning til Oslo Pride aflyses.