Udland

Dørene lukkede, så snart nyheden var ude - herefter fulgte de svære opkald til patienterne

Abortklinikker i USA fik fredag travlt med at aflyse tider for gravide kvinder, efter at flere delstater med omgående virkning har forbudt abort.

Knap var nyheden ude, før den amerikanske højesterets historiske abortafgørelse fik konsekvenser.

Ved en abortklinik i Little Rock i delstaten Arkansas blev dørene straks lukket for patienter, hvilket udløste hulkende gråd ifølge BBC.

Arkansas er en af syv stater med allerede klargjorte love, der var klar til at træde i kraft, i det øjeblik Højesteret måtte gøre det muligt at forbyde abort.

Og det skete fredag formiddag amerikansk tid.

Personalet på klinikken i Little Rock begyndte derefter at ringe rundt til kvinder og informere dem om, at deres tider til at få en abort var aflyst.

- Uanset hvor meget vi forbereder os på dårlige nyheder, rammer det hårdt, når det endelig rammer. At skulle ringe til disse patienter og fortælle dem, at 'Roe mod Wade' er blevet omgjort, er hjerteskærende, siger sygeplejersken Ashli Hunt til BBC.

I Louisiana – en anden delstat med omgående forbud – lukkede to af delstatens tre abortklinikker og sendte personalet hjem. Den tredje og sidste klinik forblev fredag åben for at vejlede og trøste omkring 50 fremmødte patienter, skriver The Times-Picayune.

Ved den lukkede klinik i New Orleans udtalte lederen, Shemka Brown, ifølge avisen, at hendes medarbejdere var "knuste", men at de havde forberedt sig på øjeblikket, siden et udkast fra Højesteret blev lækket i begyndelsen af maj.

Mærkes overalt

Omkring halvdelen af USA's delstater ventes at indføre nye restriktioner eller forbud mod abort på baggrund af højesteretsbeslutningen, der omgør den 50 år gamle 'Roe mod Wade'-afgørelse, som sikrede kvinders ret til abort i hele USA.

Heraf har de 13 allerede forberedt love, der gør det muligt at forbyde abort omgående. I flere stater gælder forbuddet også ved incest og voldtægt.

I Texas medførte fredagens nyhed, at klinikkerne omgående lukkede for muligheden for abort, skriver CBS News.

- I dag måtte vi ringe til hundredvis af vores patienter i Texas og aflyse deres aftaler, siger Amy Hagstrom Miller, direktør for organisationen Whole Woman's Health, der driver fire abortklinikker i delstaten.

Organisationen Planned Parenthood har tilsvarende valgt at indstille alle aborter i Texas, men holder sine klinikker åbne for andre ydelser.

- Effekten af dagens ødelæggende og uretfærdige dom vil kunne mærkes overalt i vores samfund. Det vil kunne mærkes i dag af folk, der netop nu får vished om en utilsigtet graviditet, siger Jeffrey Hons fra Planned Parenthood til CBS News.

Udbydere vil fortsætte til sidste øjeblik

South Dakota har også haft et abortforbud klar til at træde i kraft, så snart det blev muligt, og her valgte Planned Parenthood allerede for en uge siden at indstille muligheden for at bestille tid til en abort på organisationens klinik, der er den eneste i delstaten.

- Vi har taget beslutningen for at undgå at sætte patienter i en situation, hvor de i sidste øjeblik skulle ud og finde alternative aftaler til en abort, som kunne tage uger at få på plads, siger talskvinden Emily Bisek til The Washington Post.

I stedet fokuserer klinikken i South Dakota ligesom abortklinikker i andre stater indsatsen på at bistå kvinder i at finde hjælpe i andre delstater, hvor der ikke er udsigt til et nærtforestående forbud.

- Vi har hørt fra nogle medlemmer, der har sat aftaler på pause, fordi de forventede, at beslutningen ville komme og et forbud træde i kraft. Andre medlemmer har sagt, at de vil fortsætte med at tilbyde ydelsen indtil det sidste øjeblik, hvor det er muligt, siger Melissa Fowler fra National Abort Federation, en sammenslutning af abortudbydere, til The Washington Post.

Mens flere delstater allerede har aktiveret forbud mod abort, er flere på vej med forbud, som ventes at træde i kraft inden for de kommende dage og uger.

Omvendt har politikerne i en række af de mere liberale delstater været ude og fastslå, at de fortsat vil beskytte retten til fri abort.