ANALYSE: Man plejer at sige, at ikke alle helte bærer kapper. I amerikansk politik behøver de ikke engang at have haft partibogen i orden fra start.

Historien er fuld af ironi.

Tilbage i 1973 vedtog den amerikanske højesteret, at de eksisterende abortforbud i delstaterne inden for de første tre måneder af svangerskabet var forfatningsstridige. Hvis man dengang havde påstået, at denne dom, 'Roe mod Wade', ville blive omstødt små 50 år senere, og at faren og stedfaren for den konservative kontrarevolution ville være to tidligere demokrater, var man nok blevet henvist til den lukkede.

Men det er netop, hvad der endte med at ske.

Ronald Reagan var antiabortbevægelsens politiske far, og Donald Trump blev stedfaren, der banede vejen for, at den forfatningssikrede ret til abort omsider blev omstødt.

Antiabortbevægelsens grundtanke

Grundidéen for antiabortbevægelsen har været såre simpel lige fra starten: En abort er umenneskelig og et overgreb mod det ufødte liv, som derfor skal beskyttes og have en stærk stemme uden for morens livmoder.

Som Ronald Reagan sagde engang: ”Med hensyn til spørgsmålet om individets frihed til selv at vælge er der ét individ, som ikke bliver involveret i overvejelserne, og det er vedkommende, som bliver aborteret."

Reagan tilføjede: ”Jeg har lagt mærke til, at enhver, der går ind for retten til abort, allerede er blevet født.”

Følger man denne grundtanke, er det logisk og konsistent, at retten til at få en abort skal begrænses så meget som muligt og ultimativt helst skal forbydes fuldstændig.

En konservativ kontrarevolution

Den konservative kontrarevolution i kølvandet på 'Roe mod Wade' kom langsomt fra start, men voksede sig stor og stærk, som årtierne gik. Dengang var det primært en religiøs bevægelse, og den var mere lokal end national, som det er tilfældet i dag.

Ronald Reagan havde selv mærket denne lokale modstand. Reagan var registreret demokrat i sine unge dage, men blev i 1966 valgt som republikansk guvernør i delstaten Californien. Året efter underskrev Reagan modvilligt en lov, som lovliggjorde abort, hvis barnets fødsel ville sætte morens fysiske eller psykiske helbred i fare, eller hvis graviditeten var resultatet af voldtægt eller incest.

Inden da var det kun muligt at få en abort i Californien, hvis morens liv ellers ville være i fare. Reagan betegnede sidenhen underskrivelsen af loven som en fejl og førte i 1980 valgkamp som republikansk præsidentkandidat på at få vedtaget et tillæg til den amerikanske forfatning, hvorefter abort skulle blive forbudt, medmindre morens liv var i fare, eller der var tale om incest eller voldtægt. Reagan vandt valget, men forfatningstillægget blev aldrig vedtaget.

Abortistan og Langabortistan

Fredagens højesteretsafgørelse sender amerikanerne tilbage til fremtiden. Nu bliver det igen delstaterne, i form af de folkevalgte politikere, der bliver herre i eget hus.

Resultatet bliver et USA, som endnu mere kan opdeles i to på abortspørgsmålet.

Et Abortistan, hvor det bliver muligt at få en abort, nogle steder endda meget længere henne i graviditeten, end det er muligt i Danmark, hvor den ret med få undtagelser bliver udelukket efter uge 12.

Og så et Langabortistan, hvor en abort bliver gjort helt ulovlig og kun vil være mulig i meget specifikke situationer i et meget begrænset antal uger, eller før de fleste kvinder i USA overhovedet har opdaget, at de er gravide.

Med andre ord et USA, som kommer til at bevæge sig langt fra dét abortmantra, som Bill Clinton gjorde populært under valgkampen i 1992, og som flertallet af amerikanere nok stadig foretrækker den dag i dag:

”Sikker, lovlig, sjælden."

Samtidig kommer der til at blive langt mellem disse to amerikanske virkeligheder, bogstavelig talt. Hvis man bor i Louisiana i det sydlige USA, kan den nærmeste abortvenlige delstat meget vel vise sig at blive Illinois, som ligger cirka 1300 kilometer væk. I en europæisk kontekst ville det svare til, at man skulle fra Aalborg til München for at få foretaget en abort.

Kontrarevolutionens stedfar

Mens det var 'The Ronald' – altså Reagan – der blev den konservative kontrarevolutions far, er det 'The Donald', der er blevet den anden usandsynlige helt. Revolutionens stedfar så at sige. Det var i Trumps fire år som præsident, at USA's højesteret fik tre nye medlemmer, der på afgørende vis ændrede magtbalancen.

Med andre ord var det den tidligere registrerede demokrat Trump – og selvfølgelig det republikanske flertal i Kongressen i sin tid – der muliggjorde, at 'Roe mod Wade' kunne blive omstødt. Præcis som Trump havde forudset det under en af præsidentdebatterne mod Hillary Clinton tilbage i efteråret 2016.

Historien er som sagt fuld af ironi. Meget kan man sige om Donald Trump, men det var ikke just ham, man for halvtreds år siden havde forudset ville blive den politiske spydspids, der ville bane vejen for, at det lykkes at omstøde den forfatningssikrede ret til abort i USA.

Startskud frem for punktum

Hvis man tror, at omstødelsen af 'Roe mod Wade' er et punktum for den konservative kontrarevolution, skal man tro om igen. I det kristenkonservative USA ser man snarere fredagens historiske sejr som et startskud. Et startskud til at tage kampen mod retten til abort til samtlige 50 amerikanske delstater samt et startskud til at videreføre kampen på andre områder, eksempelvis prævention eller seksuelle minoriteters rettigheder.

Ironien i den sammenhæng er i øvrigt, at revolutionens stedfar selv ser ud til at være lidt rædselsslagen for de politiske implikationer af fredagens historiske afgørelse. Ifølge avisen The New York Times skulle Donald Trump have udtrykt sin bekymring til nære allierede, at omstødelsen af 'Roe mod Wade' kommer til at skade republikanerne, fordi det muligvis i højere grad vil få demokratiske vælgere til stemmeurnerne ved fremtidige valg, og at det derfor ultimativt muligvis kan forpurre Trumps egne muligheder for at vinde Det Hvide Hus tilbage i 2024.

I så fald kan man virkelig tale om, at revolutionen æder sine egne børn, og tilføje et nyt kapitel til bogen om historiens ironi.