Prominente navne raser over Højesteret: - Vil gå over i historien

Demokraterne begræder beslutningen, mens republikanerne kalder det en sejr for forfatningen. Samtidig udtrykker danske politikere harme.

USA's højesteret har truffet en afgørelse om at annullere "Roe mod Wade", som er den beslutning, der hidtil har sikret retten til abort i USA.

Det har mødt ramaskrig fra flere fronter, og både internationale og nationale politikere fordømmer afgørelsen.

Tidligere præsident Barack Obama kalder det et angreb på millioner af amerikaneres frihed.

- I dag har Højesteret ikke kun tilbagerullet næsten 50 års præcedens, den har nedprioriteret den mest intense personlige beslutning, nogen kan træffe, til politikeres og ideologers luner, siger Obama.

Også tidligere førstedame og præsidentkandidat, Hillary Clinton, fordømmer afgørelsen.

Hun henviser til meningsmålinger, der viser, at størstedelen af amerikanerne er modstandere af at forbyde abort.

- De fleste amerikanere mener, at beslutningen om at få et barn er en af de mest hellige beslutninger, der findes, og at sådanne beslutninger bør forblive mellem patienter og deres læger, siger hun.

Danske politikere er rystede

Hillary Clinton fortsætter:

- Dagens beslutning fra højesteretten vil gå over i historien som en skændsel og et tilbageskridt for kvinders rettigheder og menneskerettigheder.

Flere danske politikere fordømmer ligeledes den amerikanske beslutning.

På Instagram kommenterer statsminister Mette Frederiksen (S) højesteretsdommen.

- Mit hjerte græder for piger og kvinder i USA. Et kæmpe tilbageskridt. Retten til fri abort er en af de mest fundamentale rettigheder, der findes.

- Må vi aldrig gå på kompromis med kvinders uindskrænkede ret til at bestemme over egen krop og fremtid, skriver statsministeren.

Også Uffe Elbæk, Pernille Skipper, Mai Villadsen, Sikandar Siddique og Lars Aslan Rasmussen kommenteret beslutningen på Twitter, hvor de kalder det for "en skændsel", "krig mod kvinders rettigheder" og "rystende".

Republikanerne fejrer beslutning

Modsat reaktionerne fra de demokratiske ledere kalder republikanerne det for en sejr for USA’s forfatning, at man nu har tilladelse til at forbyde abort.

Den republikanske mindretalsleder i Senatet, Mitch McConnell, fejrer beslutningen på Twitter.

- Det her er en historisk sejr for vores forfatning og for de svageste i samfundet, siger han.

Hans pendant i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, kommenterer ligeledes nyheden fra højesteretten.

- Ethvert ufødt barn er dyrebart, ekstraordinært og beskyttelsesværdigt. Jeg bifalder denne historiske dom, som vil redde utallige uskyldige liv, lyder det.

I afgørelsen fra højesteretten lød en af begrundelserne for at gøre det muligt at forbyde abort, at der intet sted i forfatningen stod skrevet, at abort var en borgerret.

- Forfatningen henviser ikke til abort, og ingen sådan ret er implicit beskyttet af nogen forfatningsbestemmelse, skrev højesteretsdommeren Samuel Alito.