Rusland invaderer Ukraine

En "dræbermaskine" fra russiske Lada viser sanktionerne slå igennem

En ny udgave af det russiske bilmærke Lada har set dagens lys. Den kommer næppe til Danmark, men bilen giver et glimt af situationen i Rusland.

Bilproducent AvtoVAZ har et skarpt tilbud til russerne i denne måned.

En spritny Lada til lige over 65.000 kroner.

Det er en dræbermaskine

Viktor Pokhmelkin, formand for Ruslands motorejere

Bilen har både cigarettænder, udendørs termometer og lys i handskerummet.

Miljøet er der også tænkt på, og motoren lever op til de internationale standarder fra 1996.

Til gengæld mangler køretøjet både ABS-bremser, airbags, selestrammere, sensorer og navigationsanlæg, men det er ikke AvtoVAZ's skyld.

Det skyldes derimod de sanktioner, som USA og EU har indført mod Rusland efter landets invasion af Ukraine.

Sanktionerne har tvunget AvtoVAZ til at bygge deres nye modeller ud fra de dele, der nu er tilgængelige på det russiske marked, og det er i første omgang blevet til en vogn ved navn Lada Granta Classic.

- Det er en dræbermaskine. Jeg mener, at vi simpelthen burde forbyde produktionen af sådan nogle maskiner, hvis vi skal regnes for at være et civiliseret land. Biler uden airbags og ABS-bremser bør ikke tillades, sagde Viktor Pokhmelkin, der er formand for den russiske pendant til FDM, for nyligt til mediet Moskva Taler.

Et våben i blitzkrigen

Lada Granta Classic er bare ét eksempel på, hvordan sanktionerne er begyndt at påvirke det russiske samfund.

Firmaet AvtoVAZ var tidligere ejet af franske Renault, der trak sig ud af Rusland, fordi Ruslands præsident, Vladimir Putin, beordrede sine soldater til at invadere Ukraine, og nu bygger AvtoVAZ så Ladaer for den russiske stat.

Den økonomiske blitzkrig, der er sat i gang mod Rusland, er slået fejl

Vladimir Putin, præsident i Rusland

Dele til biler er bare et af de mange områder, hvor de vestlige sanktioner er ved at ændre det russiske samfund – en ændring, der sker i en skala, som ikke er set siden 1990'erne.

Ifølge Vladimir Putin selv har de vestlige sanktioner ikke haft den ønskede effekt.

- Den økonomiske blitzkrig, der er sat i gang mod Rusland, er slået fejl, sagde Vladimir Putin under et møde i Sankt Petersborgs økonomiske forum i sidste uge.

Lada Granta Classic viser for eksempel tydeligt, at hans land stadig er i stand til at producere biler.

Økonomien under pres

Men ifølge Vladimir Putins egne økonomer giver sanktionerne dog allerede alvorlige konsekvenser.

Den russiske økonomi ventes at skrumpe et sted mellem 7 og 15 procent i 2022, men én ting er de økonomiske udsigter, noget andet er de varer, som er forsvundet fra Rusland.

Indtil for kort tid siden befandt Rusland sig i en helt anden verden

Sergej Chemezov, chef for våbenproducenten Rostec

En del af varerne forsøger Rusland nu at producere selv, og det er derfor, at Lada Granta Classic – som egentlig blev designet i en ældre og bedre udgave 2011 – nu atter er på samlebåndet hos AvtoVAZ.

Men det er ikke alle magtfulde russere, der er lige begejstrede for de nye varer.

For eksempel skrev chefen for den russiske våbenfabrikant Rostec for lidt over en uge siden, at sanktionerne ikke kan annulleres ved, at Rusland producerer alting selv.

- Ikke et eneste udviklet land i verden gør det, skrev Rostecs chef Sergej Chemezov hos mediet RBC.

- At erstatte alt er ufornuftigt, økonomisk upraktisk og simpelthen umuligt, skrev Sergej Chemezov og tilføjede, at det efter hans mening er de vestlige landes skyld, at Rusland nu er isoleret.

Og det er ikke kun de nye biler fra Lada, der viser sanktionernes effekt.

En teknologisk udfordring

For eksempel sælger techgiganterne Apple, Samsung, Nintendo og Sony ikke længere til firmaer i Rusland.

Det har styret i Moskva forsøgt at omgå, og parlamentet har netop vedtaget en lov, der giver grønt lys til at parallelimportere varerne fra andre lande, hvilket fratager udenlandske brands muligheden for at lægge sag an for overtrædelse af varemærkelovgivningen.

Så derfor kan russerne stadig købe smartphones, spillekonsoller og lignende, der er importeret via andre lande.

Ifølge avisen Kommersant er priserne på teknologiske gadgets dog steget et sted mellem 10 og 20 procent, og importørerne må anstrenge sig for at overbevise kunderne om, at deres køb er omfattet af garanti for fejl og mangler.

En garanti, som de, der har købt nye telefoner fra sydkoreanske Samsung, formentlig får brug for, da mange af disse telefoner ikke længere virker med russiske sim-kort ifølge det russiske medie Izvesti.

De to teknologifirmaer Ericsson og Nokia udfører heller ikke længere arbejde i Rusland. De hjalp ellers med at vedligeholde Ruslands mobilnetværk og udrulle 5G for mobiltelefoner.

- I løbet af fem år vil der være et enormt hul mellem Rusland og resten af verden inden for mobilteknologi, siger Grigory Bakunov, der er ekspert i udrulningen af teknologi i Rusland, til avisen Washington Post.

Fra fly til skjorteknapper

Luftfartsindustrien er også hårdt ramt.

Ifølge en opgørelse fra Washington Post består 80 procent af Ruslands passagerfly af maskiner fra Boeing og Airbus, der ikke længere handler med Rusland, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før de løber tør for reservedele.

Rusland bygger selv fly, men inde i de russiske Sukhoi Superjets sidder der flere dele, som er produceret i Vesten – for eksempel er selve den maskine, som giver flyet fremdrift, bygget med fransk assistance, skriver Washington Post.

I den helt anden ende af den teknologiske skala er der også vanskeligheder.

Direktøren for Ruslands centralalbank, Elvira Nabiullina, kom for nylig med et eksempel:

- Knapper, for eksempel. De bliver lavet mange steder, men virksomhederne fortæller os, at deres søgen efter nye partnere og nye transportformer kan tage flere måneder, lød det fra bankdirektøren.

Hun tilføjede, at der også var problemer med at producere hvidt papir, fordi det blegemiddel, Ruslands papirproducenter benytter, er importeret fra udlandet.

Det nye McDonalds

Ifølge bankdirektøren er emballageindustrien også ramt, og det kunne man formentlig se, da de tidligere McDonalds-restauranter slog dørene op i Rusland i denne uge.

McDonalds har trukket sig ud af Rusland, og restauranterne er nu genåbnet under navnet "Vkusno i Tochka" – eller på dansk "Velsmagende, og det er dét".

Billeder fra åbningen viser, at det ikke er lykkes at trykke den nye burgerkædes logo på de papæsker, der bruges til at servere pommes frites i.

Skaberne af logoet sætter formentlig også pris på den nye russiske lov om varemærkebeskyttelse, da designet uforvarende ser ud til at være kommet konflikt med logoet fra det portugisiske firma Matosmix, der producerer dyrefoder.

McDonalds er langt fra den eneste internationale virksomhed, hvor den russiske del af forretningen er blevet overtaget og omdøbt af styret i Moskva.

Det store konsulenthus PricewaterhouseCoopers LLP (PwC) er for eksempel blevet til Technologies of Trust, mens konsulenthuset Deloitte nu hedder Business Solutions and Technologies.

Modeindustrien er også ramt, og store brands som Nike og Chanel gør ikke længere forretning med Rusland.

Lokalt modetøj

Der har netop været modeuge i Moskva, og her var der ekstra megen plads til de rent russiske brands.

Her mærkes sanktionerne også.

Grundlæggeren af det russiske luksusmærke Lesyanebo, Olesja Shipovskaja, talte med mediet Euronews 23. juni og fortalte, at alt hendes tøj er importeret.

- Vores kollektioner er udelukkende lavet af materialer fra fremmede lande. Der er intet russisk ved dem ud over holdet bag. Alt andet, lige fra materialerne til knapper, tråde og symaskiner, producerer vi ikke i vores eget land, sagde Olesja Shipovskaja.

Hun tilføjede, at sanktionerne gør det vanskeligt at få udenlandske materialer ind i Rusland, men at det stadig kan lade sig gøre.

Ifølge chefen for et russisk logistikfirma, som avisen Washington Post har talt med, betyder sanktionerne højere priser og længere leveringstider på tøj fra udlandet, mens de virksomheder, der producerer tøj i Rusland, formentlig snart bliver ramt af mangel på reservedele til de samlebånd og maskiner, der er fabrikeret i vesten.

- Produktionen af sko, tøj, pølser og den slags varer kommer ikke til at standse, men vi kommer til at gå tilbage til sådan som Rusland var i 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne, hvor kvaliteten var værre, og prisen var højere, når du fik produktet mellem hænderne, siger logistikchefen til den amerikanske avis.

Hvordan det føles at sidde bag rattet i en Lada Granta Classic, er det nok de færreste danskere, der kommer til at opleve.

Benytter man sig af det gode tilbud fra AvtoVAZ og har held med at få den leveret fra Rusland, skal der jo betales dansk registreringsafgift.

Bilens miljø- og sikkerhedsstandarder gør, at nyprisen i Danmark vil havne på lige under 265.000 kroner.