Boris Johnsons parti mister to pladser i parlamentet
På en aften har regeringspartiet tabt to valgkredse i Storbritannien til Labour og Liberaldemokraterne.
Storbritanniens premierminister Boris Johnsons konservative parti ser ud til at lide et stort nederlag ved torsdagens suppleringsvalg i to valgkredse.
Partiet har mistet valgkredsen Wakefield i det nordlige England. Kredsen er i stedet gået til oppositionspartiet Labour ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Fremover er det Labour-politikeren Simon Lightwood, der skal repræsentere valgkredsen i det britiske parlament.
I valgkredsen Tiverton and Honiton har de konservative også tabt. Her er det partiet Liberaldemokraterne, der er løbet med sejren. Valgkredsen har traditionelt været konservativ.
Ramt af skandaler
Torsdag stemte indbyggerne i de to ud af Storbritanniens 650 valgkredse om, hvem der skal repræsentere dem i det britiske parlament.
Suppleringsvalget er af flere britiske medier blevet beskrevet som meget vigtigt for Boris Johnson, der de seneste måneder har været ramt af skandaler - især i forbindelse med den såkaldte partygate, hvor der blev festet i Downing Street, mens resten af landet var i coronanedlukning.
For få uger siden overlevede han en tillidsafstemning blandt parlamentsmedlemmerne i hans eget parti.
Wakefield, der ligger i West Yorkshire, havde været en sikker valgkreds for oppositionspartiet Labour i mange år, inden Johnsons konservative parti vandt flertallet ved parlamentsvalget i 2019.
Grunden til, at der er suppleringsvalg i de to kredse, er, at de konservative parlamentsmedlemmer, der repræsenterede kredsene, er trådt ud af det britiske parlament.
Neil Parish, der repræsenterede Tiverton og Honiton, trak sig, efter at det kom frem, at han havde set porno, mens han var på arbejde i parlamentet.
Wakefields tidligere parlamentsmedlem Imran Ahmad Kahn er trådt ud af parlamentet, efter at han fik 18 måneders fængsel for seksuelt overgreb på en 15-årig dreng.