Rusland invaderer Ukraine

Billeder viser intensive kampe i nøgleby, som Ukraine nu trækker sig fra

Efter flere ugers voldsomme kampe er Sjevjerodonetsk faldet til russiske invasionsstyrker, siger guvernør.

Ukrainske tropper vil "blive nødt til at blive trukket tilbage" fra byen Sjevjerodonetsk.

Det siger Luhansks guvernør, Serhij Hajdaj, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- At blive på positioner, som er blevet smadret i stykker over mange måneder, blot for at blive der giver ikke nogen mening, siger Hajdaj.

Sjevjerodonetsk har gennem lang tid været centrum for nogle af de hårdeste bykampe under krigen.

Torsdag lød det ellers fra guvernøren, at Rusland ikke havde vundet kampen om Sjevjerodonetsk.

- Kampene fortsætter. Russiske styrker har ikke fuld kontrol, sagde han.

Sjevjerodonetsk er med den sammenhængende by Lysytjansk det sidste store byområde, som Rusland ikke har kontrol over i Luhansk-regionen. De to er opdelt af Donets-floden.

Rusland styrer de resterende dele af regionen, og ukrainernes intensive forsvar af byerne Sjevjerodonetsk og Lysytjansk forsinkede russernes invasion i stor grad.

Ukraine kontrollerer derfor stadig knap halvdelen af naboregionen Donetsk på trods af massive russiske angreb. Det siger regionens guvernør, Pavlo Kyrylenko, i et interview med Radio Free Europe/Radio Liberty.

I Sjevjerodonetsk blev ukrainerne næsten omringet og måtte bruge gummibåde for at fragte forsyninger ind og ud, efter russerne bombede flere broer.

Nye billeder fra byen viser, hvor intensive kampene mellem Ruslands invasionsstyrker og de ukrainske soldater bliver.

Russiske styrker fortsætter deres fremmarch mod Lysytjansk og sætter derved yderligere pres på den ukrainske lomme af forsvar. Det skriver det britiske forsvarsministerium i deres daglige opdatering på krigen i Ukraine.

Ifølge de britiske efterretninger har de russiske tropper skubbet frontlinjen fem kilometer frem de seneste dage.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har erklæret det som et af Ruslands store mål med invasionen at indtage Luhansk og Donetsk. Ifølge CNN bruger russisk militær en strategi med at skyde vidt og bredt på alle ukrainske mål uden omtanke for omgivelserne.

Ukraine siger, at russernes angreb flere gange har været meget tæt på at ramme kemikaliefabrikken Azot i Sjevjerodonetsk, hvor der skulle befinde sig over 500 civile, herunder mindst 32 børn, der gemmer sig under fabrikken i beskyttelsesrum.

- Rusland vil ødelægge Donbas

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, vil angrebene i Luhansk og Donetsk blive en gentagelse af de omfattende og ødelæggende bombardementer af havnebyen Mariupol, hvor tusindvis mistede livet.

Det sagde han i en tale natten til søndag ifølge The Guardian.

- I Donbas er der massive luft- og artilleriangreb. Besætternes mål i den retning forbliver det samme. De vil ødelægge hele Donbas stykke for stykke, siger han.

Samtidig appellerede præsidenten endnu en gang om flere tunge våben fra Vesten for at have bedre chancer mod Ruslands militærmagt.

- Lighed på slagmarken er nødvendigt så hurtigt som muligt for at stoppe denne djævelske armada og flytte den uden for Ukraines grænser.