Udland

Afgørelse i højesteret får "gigantiske konsekvenser", siger korrespondent

Ekspert forventer, at vi vil se aktivister udnytte situationen til at forsøge at forbyde fortrydelsespiller eller prævention.

USA's Højesteret har fredag omstødt den skelsættende afgørelse 'Roe v. Wade' fra 1973, der hidtil har sikret kvinders ret til abort i hele USA.

Med Højesterets omstødelse er der fremadrettet ikke nogen forfatningsmæssig ret til abort i USA. Det betyder, at det nu er muligt for de enkelte delstater at forbyde kvinder at få en abort.

TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz vurderer, at dommen vil få "gigantiske konsekvenser".

- Hvis der overhovedet er en dag, hvor det giver mening at bruge ordet "historisk", så er det i dag. Det er næsten 50 år siden, at man ved selvsamme Højesteret fastslog, at amerikanske kvinder selv kunne bestemme om, de ville have en abort. Det er ikke noget, den enkelte stat, man bor i, bestemmer. Den landsdækkende ret bliver nu fjernet, siger han.

Vil give voldsomme reaktioner

Mindst 26 delstater forventes at forbyde abort straks, eller så snart det er praktisk muligt, som reaktion på dagens omstødelse, skriver The Guardian.

Og ifølge Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikansk historie og amerikansk politik på Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, kan det meget vel kun være begyndelsen på en udvikling.

- I det øjeblik, 'Roe v. Wade' er væk, vil der være en række stater, som med det samme indfører meget skarpe restriktioner mod abort, uanset om der er tale om incest eller voldtægt, vurderer han.

Han mener også, at det er forventeligt, at aktivister vil udnytte omstødelsen til at få forbudt andre former for prævention.

- 'Pro-life'-aktivister vil skubbe på for andre restriktioner. For eksempel mod fortrydelsespiller eller andre former for prævention, siger han og peger på, at vi skal forvente at se det liberale USA blive mobiliseret i en "hidtil uset grad".

Tilbage i maj afslørede et lækket dokument, at landets højesteret i en indledende afstemning havde besluttet sig for at omstøde den snart 50 år gamle højesteretsdom 'Roe vs. Wade'. Men selvom afgørelsen var ventet, så er Niels Bjerre-Poulsen ikke i tvivl om, at den endelige afgørelse vil efterlade et dramatisk aftryk på den politiske debat i USA.

Omstødelsen af retten til abort vil gøre det muligt for de enkelte delstater at forbyde abort.

I den amerikanske hovedstad Washington D.C. har både aborttilhængere- og modstandere samlet sig foran højesteretten de sidste mange dage, mens man har ventet på en afgørelse fra Højesteret.

Niels Bjerre-Poulsen peger på, at Højesterets afgørelse kommer på et tidspunkt, hvor demokraterne står over for et dårligt midtvejsvalg. Men måske kan netop dette få mobiliseret mere støtte.

- Det kommer til at give voldsomme reaktioner, men er også noget, der kan ændre dynamikken frem til et midtvejsvalg. Det kommer til at mobilisere på den demokratiske side, vurderer han.

Vi kommer til at se et andet USA

USA's Højesteret udgøres af ni højesteretsdommere. Seks af dem er udpeget af republikanske præsidenter, mens tre af dem er udpeget af demokratiske præsidenter.

Baggrunden for den amerikanske højesteretsafgørelse er, at delstaten Mississippi har indført en abortlov, der begrænser retten til abort. Den sag er endt ved USA's højeste domstol efter at være blevet underkendt af lavere domstole.

Birgitte Borup, der er udlandsredaktør på Berlingske, kalder det den "mest samfundsomvæltende" beslutning eller kendelse fra Højesteret de seneste 50 år.

Ifølge hende ser vi nu konsekvenserne af Trumps udnævnelse af tre konservative dommere.

- Den dominans af konservative dommere, tror jeg, vil føre til meget omfattende ændringer, og til, at vi kommer til at se et andet USA.

Birgitte Borup vil ikke udelukke, at sammensætningen i Højesteret også vil forsøge at udvide lovgivningen til andre områder. Det er tydeligt, at USA's højesteret lige nu har en markant anden fortolkning af forfatningen, end vi hidtil har set, siger hun.

Hun peger på, at vi allerede ser de første ændringer. Fredag godkendte det amerikanske senat en stramning af landets våbenlovgivning. Det er første gang i tre årtier, at Senatet er nået til enighed om en betydelig stramning på området.

- Jeg mener ikke, man kan afvise ret meget. Der er en komplet reformering i gang, og det er tydeligt, at flertallet i Højesteret virkelig er der for at forandre noget, siger hun.