Rusland invaderer Ukraine

Ukraine godkendt som EU-kandidat

Beslutningen kaldes "historisk" i både Ukraine og EU.

EU's stats- og regeringsledere har på et topmøde torsdag aften i Bruxelles besluttet at godkende Ukraine og Moldova som EU-kandidatlande.

Det oplyser formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, på Twitter.

Han kalder det "et historisk øjeblik" og "et afgørende skridt" på de to landes vej mod optagelse i EU.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har også reageret på Twitter, hvor han roser og takker EU-lederne for deres beslutning.

- Det er et unikt og historisk øjeblik i relationerne mellem Ukraine og EU, skriver han og slår fast, at "Ukraines fremtid ligger inden for EU".

En "god dag for Europa"

Ukraine ansøgte officielt om EU-medlemskab 28. februar, fire dage efter at landet blev invaderet af Rusland.

Fredag i sidste uge anbefalede EU-Kommissionen at indstille Ukraine som kandidat til medlemskab.

Samtidig slog kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fast, at en optagelse af Ukraine vil kræve yderligere reformer, særligt af retssystemet.

Efter torsdagens beslutning skriver hun på Twitter, at det er "en god dag for Europa", og at "denne beslutning vil styrke os alle".

- Det viser endnu engang verden, at vi er forenede og stærke over for ydre trusler, skriver hun.

Nødvendigt hjemmearbejde

På et pressemøde understreger Ursula von der Leyen igen nødvendigheden af reformer i både Ukraine og Moldova.

- Landene skal gøre deres hjemmearbejde og gennemføre reformer. Men jeg er sikker på, at de vil gøre deres hjemmearbejde hurtigt. Ikke kun for at tage det næste skridt mod EU. Men også fordi reformerne er gode for landenes demokrati, for deres konkurrencedygtighed og for borgerne, siger kommissionsformanden ifølge Ritzau.

Efter torsdagens beslutning skriver hun på Twitter, at det er "en god dag for Europa", og at "denne beslutning vil styrke os alle".

Samtidig tilslutter Moldovas præsident, Maia Sandu, sig det efterhånden lange kor, der udråber dagen som "historisk".

- Vi er taknemmelige og dedikeret til at fortsætte ad reformvejen, skriver hun på Twitter.

Udover Ukraine og Moldova var også Georgien oppe at vende på torsdagen EU-topmøde.

Georgien fik anerkendt sit europæiske perspektiv, hvilket er skridtet før kandidatstatus. Dermed ligger også Georgiens fremtid i EU, fastslår formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel.

Det vækker glæde hos den georgiske premierminister, Irakli Garibashvili, der forsikrer, at landet er klar til at gøre, hvad der kræves, for at snart at opnå kandidatstatus. Det skriver han på Twitter.