Taliban beder om hjælp efter jordskælv: - Børnene og jeg skreg i vilden sky
Flere end 1000 meldes dræbt og yderligere 1500 kvæstede efter voldsomt jordskælv i kriseramte Afghanistan.
- Det var midnat, da jordskælvet ramte. Børnene og jeg skreg i vilden sky, og et af vores værelser blev ødelagt. Vores naboer skreg, og vi kunne se ind i alle familiernes værelser.
Sådan fortæller en indbygger i Paktika-provinsen ved navn Fatima, hvis hus blev reduceret til murbrokker, da det voldsomme jordskælv rystede Afghanistan onsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Taliban-styret beder nu omverdenen om hjælp til at håndtere ødelæggelserne efter det voldsomme jordskælv, der onsdag kostede flere end 1000 mennesker livet i Afghanistan.
Ifølge det afghanske katastrofeministerium blev mindst 1500 mennesker kvæstet, mens hundredvis af huse er jævnet med jorden. Myndighederne frygter, at dødstallet vil stige markant, som redningsarbejdet skrider frem.
Skælvet ramte Afghanistan på et tidspunkt, hvor landet kæmper med en dyb økonomisk krise i kølvandet på Talibans magtovertagelse i august sidste år, da en amerikanskledet international styrke blev trukket ud af landet efter to årtiers krig.
Økonomisk krise
Som reaktion på den islamistiske bevægelses magtovertagelse har mange af verdens regeringer indført sanktioner mod Afghanistans banksektor og stoppet milliarder af dollars i udviklingshjælp til det tilbagestående land.
Samtidig har en lang række nødhjælpsorganisationer forladt landet på grund af sikkerhedsproblemer. Derfor er Taliban-styrker nu tvunget til at række hånden ud efter hjælp.
- Regeringen er desværre ramt af sanktioner, så vi er ude af stand til at hjælpe folk i det nødvendige omfang, siger Taliban-talsmanden Abdul Qahar Balkhi til The Guardian.
Det afghanske katastrofeberedskab råder kun over et begrænset antal helikoptere og fly til at bistå redningsarbejdet i det afsidesliggende katastrofeområde.
Skælvet, der blev målt til 6,1, havde dets epicentrum nær den pakistanske grænse omkring 44 kilometer fra byen Khost i Paktika-provinsen. Det rapporterer den amerikanske overvågning Geological Survey.
Faldefærdige huse og lerhytter
Efter årtier med konflikter står den forarmede befolkning uden beskyttelse mod naturkatastrofer.
Verdensbanken siger, at over en tredjedel af den afghanske befolkning ikke er stand til at skaffe basale fødevarer.
Mange afghanere uden for byområderne bor i faldefærdige huse og lerhytter. Fotografier i lokale medier viser huse, der er reduceret til murbrokker.
En indbygger ved navn Faisal fortæller, at han blev vækket af skælvet omkring midnat.
- Det ødelagde helt vores naboers hus. Da vi nåede derhen, så vi, at der var mange døde og kvæstede, fortæller han til Reuters.
Rystelser kunne mærkes i Pakistan
Rystelserne fra jordskælvet kunne mærkes i et område, som strækker sig over 500 kilometer gennem Afghanistan, Pakistan og Indien.
Også i Pakistans hovedstad, Islamabad, kunne rystelserne mærkes, men der er ikke rapporter om sårede eller dræbte i Pakistan.
Omkring 119 millioner mennesker i Pakistan, Afghanistan og Indien kunne mærke skælvet, skriver Det Europæiske Seismologiske Middelhavscenter på Twitter.
I de seneste 10 år er over 7000 mennesker omkommet i jordskælv i Afghanistan, viser tal fra FN's Koordineringskontor for Humanitære Anliggender.