Storbritannien vil vaccinere særlig gruppe mod abekopper - Sundhedsstyrelsen afventer
Sundhedsstyrelsen mener ikke, at der på nuværende tidspunkt er brug for at udvide målgruppen for vaccination mod abekopper i Danmark.
I Storbritannien har abekopper nu spredt sig så meget, at flere homo- og biseksuelle mænd vil blive tilbudt en vaccination mod sygdommen.
Den beslutning har de britiske sundhedsmyndigheder taget for at standse smitten med abekopper, som normalt kun ses i Central- og Vestafrika.
Det første tilfælde af abekopper i Storbritannien under dette udbrud blev diagnosticeret i maj hos en person, der havde været på rejse i Nigeria. Siden da er antallet af smittede steget til 793. Langt de fleste af tilfældene er konstateret i London.
Udbruddet, som har ramt store dele af verden, blandt andet USA, Spanien, Tyskland, Portugal og Frankrig, er det største nogensinde uden for Afrika. Næsten alle tilfælde er blevet konstateret hos mænd, der har haft sex med andre mænd.
I Danmark er antallet af smittede oppe på 13 personer. Det oplyste Sundhedsministeriet i dag.
Bi- og homoseksuelle mænd med flere partnere tilbydes vaccine
Indtil nu har de britiske myndigheder kun tilbudt vaccinen til smittede og deres tætte kontakter. Men fordi antallet af inficerede fortsætter med at stige, ændrer sundhedsmyndighederne altså nu deres strategi, så også homo- og biseksuelle mænd, som har flere partnere, deltager i gruppesex eller går på sexklubber, også får tilbudt vaccinen.
- Ved at tilbyde vaccinen til de personer, som har høj risiko for at blive smittet, håber vi på at kunne bryde smittekæderne og hjælpe med at inddæmme udbruddet, siger Mary Ramsay, som er chef for immunisering hos de britiske sundhedsmyndigheder, til Daily Mail.
Ingen grund til at vaccinere flere i Danmark
Første dansker blev konstateret smittet med abekopper 23. maj.
I Danmark tilbyder sundhedsmyndighederne på nuværende tidspunkt kun vaccinen mod abekopper til nære kontakter.
Selvom vi har set en stigning til 13 smittede, overvejer Sundhedsstyrelsen ikke det samme i Danmark.
- Vi ved, at vaccinen har en forebyggende effekt, hvis man har været udsat for smitte. Men vi har ikke noget data, der siger, at det vil hjælpe, hvis man vaccinerer bredt, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Hu tilføjer, at hvis man skal vaccinere en større gruppe, skulle det være, fordi man kan risikere at blive udsat for sygdommen tilfældigt – som for eksempel med corona.
- Og der er vi slet ikke, siger hun og understreger, at Sundhedsstyrelsen følger situationen med abekopper tæt.
Heller ikke Søren Riis Paludan, der er professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i virus samt udvikling og virkning af vacciner, mener, at der på nuværende tidspunkt ikke er grund til at skæve til Storbritannien og udvide målgruppen for vaccination mod abekopper.
- Det er fuldstændigt rigtigt, at sygdommen primært overføres ved seksuel kontakt, og at de, der har mange partnere, spreder sygdommen mere. Men med de smittetal vi ser i Danmark, mener jeg faktisk, at snittet, for hvem der tilbydes vaccinen, ligger fornuftigt lige nu.
Han understreger dog, at udviklingen i smittetilfældene bør følges tæt.
- Hvis smitten stiger så meget, som den har gjort i Storbritannien, er det et logisk næste skridt at udvide vaccinationsgruppen.
Sådan smitter abekopper
Abekopper er en virussygdom, der overalt på kroppen giver det helt karakteristiske plettede udslet (kopper), der er små blærer, som er fulde af virus. Desuden er andre typiske tegn på sygdommen feber, kulderystelser og muskelsmerter.
Sygdommen varer normalt to til fire uger og går i de fleste tilfælde over af sig selv. Langt de fleste patienter forventes at komme sig helt.
Sygdommen er ikke luftbåren. Den smitter primært ved berøring. Det kan typisk ske, hvis man bor under samme tag, via seksuel kontakt eller indirekte eksempelvis via kontakt til sengelagner med smitte. Desuden kan smitte ske via indånding af nys og hoste fra en person, der er syg med abekopper. Sygdommen smitter nemlig først, når man har symptomer.
Abekopper blev set første gang i 1958, da der blandt aber på et forskningslaboratorie skete et udbrud af en koppelignende sygdom.
Det første tilfælde af abekopper hos mennesker blev registreret i 1970 i den Demokratiske Republik Congo.