Krigen i Ukraine

Rusland truer Litauen med alvorlige konsekvenser efter blokade

Missiler affyret fra Kaliningrad vil kunne nå langt ud i Europa og er samtidig en trussel mod Østersø-styrken, fortæller Poul Erik Skammelsen.

Rusland truer nu Litauen med alvorlige konsekvenser, fordi landets myndigheder har begrænset adgangen til det russiske territorium Kaliningrad.

Præsident Putins talsmand, Dmitrij Peskov, sagde tirsdag, at Litauens træk er en ”overtrædelse af alle aftaler”, og at Rusland vil komme med et alvorligt modsvar i løbet af de kommende dage. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kaliningrad ligger ud mod Østersøen – klemt inde mellem de to EU-lande Polen og Litauen – uden grænser til resten af Rusland.

Litauen vil ikke længere tillade, at varer på EU's sanktionsliste bliver transporteret på landets jernbaner fra Rusland til Kaliningrad. Persontransport og transport af produkter, der ikke er omfattet af EU-sanktioner, vil fortsætte som hidtil.

Økonomisk krig

Ifølge Litauens udenrigsminister, Gabrielius Langsbergis, forsøger russerne med deres trusler at dramatisere situationen.

- Af den totale mængde varer, der passerer igennem Litauen, er under halvdelen sanktioneret, når sanktionerne gælder i fuldt omfang. Der er altså ikke tale om en blokade. Transitten fungerer, og folk kan bevæge sig nu og fremover, medmindre EU-Kommissionen beslutter noget andet, siger udenrigsministeren ifølge Reuters.

Litauens beslutning er et eksempel på den økonomiske krig, der lige nu føres mellem Rusland og Vesten. Det forklarer TV 2s korrespondent Poul Erik Skammelsen.

- Vi bruger sanktioner til at skade Rusland og hæmme deres evne til at føre krig i Ukraine, og russerne bruger deres midler – som for eksempel at skrue ned for gasleverancerne til os eller forhindre Ukraine i at sende korn ud i verden med blokader.

Stor militær betydning

Med sin strategiske placering har Kaliningrad stor militær betydning for Rusland i forhold til Vesten, fortæller Poul Erik Skammelsen:

- Missiler affyret fra Kaliningrad vil kunne nå langt ud i Europa og er samtidig en trussel mod Østersø-styrken. Da det blev meddelt, at Finland og Sverige ville optages i NATO, sagde den tidligere russiske præsident, Dmitrij Medvedev, at Rusland ville opstille atomvåben i Kaliningrad. Der er vestlige eksperter, som mener, at der allerede er atomvåben opstillet i Kaliningrad.

Litauens kurs over for Rusland har opbakning fra EU og den danske regering, fordi beslutningen følger EU's sanktioner. Det fastslog udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i forbindelse med et ministermøde i Luxembourg tirsdag.

- Når alle 27 EU-lande vedtager sanktioner, forpligter vi os også til at overholde dem. Så det er ikke et særligt problem mellem Rusland og Litauen. Det er et forhold mellem Rusland og EU, lød det fra Jeppe Kofod.

Diplomati på overarbejde

Ifølge Reuters indkaldte Rusland mandag en diplomat fra Litauen til en samtale om sanktionerne og deres effekt på Kaliningrad.

EU har dog overtaget ansvaret fra Litauen og fastslået, at landet ikke gør andet end at opretholde EU's sanktioner.

Tirsdag har EU's ambassadør i Moskva, ifølge Reuters, været til samtale i det russiske udenrigsministerium. Det uden at det tilsyneladende har ført til ændringer i nogen af parternes holdning.

EU's sanktionsliste blev lørdag udvidet, så den nu blandt andet indeholder kul, metal og avanceret teknologi. Det udgør ifølge Kaliningrads russiske guvernør, Anton Alikhanov, omkring 50 procent af de varer, som Kaliningrad importerer.