Udland

Politiker med haglgevær opfordrer i ny video til at jage uværdige partifæller

Facebook har fjernet en udskældt video, som i USA bliver beskyldt for at opfordre til politisk vold og i værste fald drab.

Han smiler til kameraet, mens han tager ladegreb på sit sorte haglgevær.

- I dag skal vi på RINO-jagt, siger han.

Kort efter står han klar med sit våben foran hovedøren til et hus, mens han sammen med en gruppe bevæbnede og uniformerede mænd gør klar til at storme bygningen.

Som værten på et klassisk naturprogram beskriver han med afdæmpet stemme sit bytte for seerne:

- RINO'en lever af korruption og kan kendes på sine fejheds-striber.

RINO – der udtales som det engelske ord for næsehorn, rhino – er et udtryk, der bruges i Det Republikanske Parti om upopulære partifæller. Det er en forkortelse for "Republicans in name only", altså personer, der kun anses som republikanere af navn, men som ikke har de rigtige holdninger.

Og manden, der vil jage dem, hedder Eric Greitens.

Han er republikansk kandidat til Senatet og tidligere skandaleramt guvernør i den amerikanske delstat Missouri.

Opfordrer til at få jagttegn

I en ny 38 sekunder lang kampagnevideo opfordrer han sine landsmænd til at deltage i jagten på partifællerne.

Men først efter at han sammen med den kampklædte gruppe af soldater har stormet det førnævnte hus med røggranater og våbnene hævet.

- Slut jer til MAGA-holdet, siger Greitens med henvisning til Trump-sloganet "Make America great again".

- Få et RINO-jagttegn. Der er ingen begrænsninger, og det udløber ikke, før vi har reddet vores land.

Det her er sociopatisk. Du ender med at få nogen dræbt

Joaquin Castro, kongresmedlem, demokraterne

Det såkaldte "jagttegn" kan man få via Eric Greitens hjemmeside mod at donere 25 dollars til hans valgkamp. Den består af et klistermærke, som samtidig udtrykker støtte til Greitens kandidatur ved midtvejsvalget i november.

Fjernet af Facebook

Videoen blev lagt på politikerens sociale medier mandag morgen amerikansk tid, og den blev hurtigt mødt af omfattende kritik fra venstrefløjen – og blandt nogle på højrefløjen – for at opfordre til politisk vold.

- Det her er sociopatisk. Du ender med at få nogen dræbt, skriver det demokratiske kongresmedlem Joaquin Castro på Twitter.

Andre anklager direkte Greitens for at opfordre til drab på republikanere, skriver Fox News.

Greitens kampagneansvarlige, Dylan Johnson, har ikke meget til overs for kritikken.

- Hvis der er nogen, som ikke forstår, at det er en metafor, er de enten løgnere eller dumme, siger han ifølge New York Times.

Allerede mandag eftermiddag havde Facebook dog fjernet videoen med henvisning til, at den er imod det sociale medies regler. Det har fået Eric Greitens til at beskylde Facebook for censur, og samtidig varsler han et opgør med techgiganterne, hvis han bliver valgt ind i Senatet.

Det sociale medie Twitter har valgt at markere videoen med en advarsel om, at den "overtræder reglerne om krænkende adfærd", men vurderer samtidig, at "det er i offentlighedens interesse", at videoen fortsat er tilgængelig.

Videoen har i skrivende stund 3,5 millioner visninger på Twitter.

Analytiker: Tonedøv video

New York Times har tidligere beskrevet, hvordan voldelig retorik fylder stadig mere i republikanske kredse. Noget, der ifølge avisen har fået forskere til at advare om farligt skifte i amerikansk politik.

Meget af den voldelige retorik er rettet mod demokrater, men en del har – som i tilfældet med Eric Greitens video – haft fokus på partifæller, som ikke bliver anset som konservative nok.

- Det er et udtryk for den yderligere radikalisering, der foregår i Det Republikanske Parti, hvor det hele bliver stadig mere ekstremt. Man får et indtryk af, at der går overbudskonkurrence i den, hvor det handler om, hvem der kan lave den vildeste valgvideo, siger TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Han påpeger, at tonen i amerikansk politik altid har været hård, men grænserne er flyttet.

Derudover hæfter Mirco Reimer-Elster sig ved timingen.

Greitens video kommer således mindre end en uge efter, at en undersøgelseskomité i Repræsentanternes Hus, der efterforsker angrebet på Kongressen 6. januar 2021, har redegjort for, at tidligere amerikanske præsident Donald Trump med sin retorik tilskyndede menneskemængden til at angribe bygningen.

- Derfor er det også mildest talt tonedøvt at smide en video på gaden, hvor du nærmest sætter en skydeskive på ryggen af de personer, du ikke anser som rigtige republikanere, siger Mirco Reimer-Elster.

Lader sig ikke stoppe af skandaler

Eric Greitens har i forbindelse med videoen ikke selv præciseret, hvilke partifæller han anser som RINO'er. Tidligere har han rettet hårde angreb på den republikanske leder i Senatet, Mitch McConnell.

På Twitter skriver han i forbindelse med videoen, at han er træt af republikanere, som "overgiver sig til Joe Biden og den radikale venstrefløj".

Eric Greitens er i forvejen en kontroversiel skikkelse.

Han blev i 2016 valgt som guvernør i Missouri, men måtte i 2018 trække sig fra posten, da han blev beskyldt for at have haft en affære med en kvinde, som han efterfølgende afpressede.

I forbindelse med hans kandidatur til midtvejsvalget i november har hans ekskone anklaget ham for at være voldelig, og at det også skal være gået ud over deres søn. En række republikanere har siden opfordret Eric Greitens til at trække sig fra ræset.

Ifølge amerikanske medier har Greitens forsøgt at få opbakning til sit kandidatur hos Donald Trump, men indtil videre uden held.

- Eric Greitens er på mange måder Missouri-udgaven af Trump. En mand, der har været ramt af en masse skandaler, hvor du normalt ville tænke, at han ikke længere er valgbar. Men det har han modbevist, siger Mirco Reimer-Elster.

En nylig meningsmåling foretaget for mediet The Hill viste, at Eric Greitens var den mest populære af de republikanske kandidater i Missouri og står til 26 procent af stemmerne.

Demokraternes og republikanernes kandidater til midtvejsvalget findes ved primærvalg i de enkelte delstater. I Missouri afholdes primærvalget 2. august.