Udland

Populær fitness-app afslører beliggenhed for israelske militærbaser

Det er ikke første gang, at fitness-appen Strava afslører træningsruter for militært personel.

En ukendt bruger har brugt fitness-appen Strava til at spionere på det israelske militær og registrere deres bevægelser på baser – og potentielt også når de har rejst rundt i verden.

Det skriver blandt andre BBC og The Guardian.

Strava-appen logger træningsruter og giver mulighed for, at andre eksempelvis kan løbe eller cykle de samme ture.

Den israelske cybersikkerhedsgruppe FakeReporter opdagede, at en bruger, der var registreret i Boston, havde placeret falske løbeture og derved kunne identificere de aktive brugere i området og følge dem. På den måde fik brugeren, der kaldte sig Ez Shl, information om cirka 100 personer på seks baser. Det var blandt andet baser, der er tilknyttet det israelske militær og den israelske efterretningstjeneste, Mossad.

- Ved at udnytte muligheden for at uploade falske filer og afsløre detaljer om brugere hvor som helst i verden, har fjendtlige elementer taget et alarmerende skridt tættere på at udnytte en populær app for at mindske sikkerheden for borgere og lande, siger Achiya Schatz, der er direktør for FakeReporter til The Guardian.

Hjemme, på baser og i Ukraine

På verdensplan er der mere end 95 millioner brugere af Strava-appen i 195 lande, og den falske data fra Israel afslørede løbeture for identificerbare militærfolk. Eksempelvis havde en specifik ansat både registreret løbeture ved sit hjem, på baser og sågar i Ukraine.

Efter FakeReporter opdagede problemet, kontaktede de det israelske militær og Strava, der nedsatte en gruppe, som skulle tage hånd om udfordringen.

- Vi tager spørgsmålet om ret til privatliv meget alvorligt og er af en israelsk gruppe, FakeReporter, blevet gjort opmærksom på et problem med en specifik bruger og har taget de nødvendige skridt for at håndtere situationen, skrev Strava efterfølgende i en udtalelse.

Afslørede amerikanske baser

Det er ikke første gang, at Stravas tracking mulighed har givet grund til sikkerhedsmæssige panderykker.

I 2018 delte firmaet et globalt ”heatmap”, som viste populære cykel-, løbe- og svømmeruter verden over, men det viste også ruter, som var mindre benyttet.

For ”heatmappet” viste beliggenheden og layoutet af flere militære baser i Afghanistan og Syrien, som blev brugt af udstationerede amerikanske soldater, og viste en populær svømmerute ved en britisk base ved Falklandsøerne.

I det værste tilfælde kunne en medarbejder fra det amerikanske luftvåben følges fra en udstationering i Djibouti i Østafrika, hvor hun løb en syv kilometers rute langs landingsbanen, til en base i Tyskland.

Selv en enlig cyklists rute ved det notoriske Area 51, der ofte er omdrejningspunkt for alien konspirationsteorier blev vist, da de delte deres ”heatmap”.