Rusland invaderer Ukraine

Afrika står over for den værste humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig

Mange afrikanske familier er afhængige af fødevarer fra Ukraine, og derfor er det afgørende at få stoppet blokaden af den ukrainske korneksport.

Krigen i Ukraine har mange ofre.

Tusindvis af disse ofre sidder så langt væk som i Afrika, og her mærker de sulten gnave.

For Afrika står ifølge FN over for den værste humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig – en krise, der er blevet akut, fordi de afgørende forsyninger af hvede og andre fødevarer fra Ukraine nu ikke længere kan nå frem på grund af krigen.

- Flere lande i Afrika står over for den største sultkrise i nyere tid, siger Anne Poulsen, der er Nordisk Direktør hos FN’s Fødevareprogram (WFP) til TV 2.

Ifølge WFP’s opgørelser befinder over 800.000 mennesker sig allerede i det, der defineres som "hungersnødslignende tilstande".

De fleste af dem befinder sig i de østafrikanske lande Etiopien, Somalia og Sydsudan.

I hele den region er landbruget, og dermed befolkningens mulighederne for at brødføde sig selv, alvorligt truet af den værste tørke i 40 år.

- I forvejen har Afrika gennem årtier været plaget af langstrakte konflikter, klimaforandringer og senest covid-19, der har tvunget millioner af mennesker i knæ. Så har vi fået en krig i Ukraine, der har ramt direkte ned i verdens spisekammer. Det har meget alvorlige konsekvenser, blandt andet i Østafrika, der er så afhængig af import af hvede, forklarer Anne Poulsen.

FN's Fødevareprogram: "Den største sultkrise i nyere tid"

Den store leverandør

Ukraine er et kæmpestort landbrugsland og har traditionelt haft stor betydning for fødevareforsyningen til de fattigste lande i verden.

Ifølge WFP producerer Ukraine, der selv har 40 millioner indbyggere, mad til 400 millioner mennesker verden over.

For eksempel køber WFP mere end halvdelen af den hvede, som FN-organisationen distribuerer som fødevarehjælp verden over, i Ukraine.

Derfor er det afgørende distributionskanaler, der er blevet blokeret af krigen i Ukraine.

Tidligere blev tonsvis af hvede og andre fødevarer udskibet fra de ukrainske havne i Sortehavet, først og fremmest havnen i Odesa.

Den trafik er nu gået helt i stå – og begge parter i krigen siger, at det er modpartens skyld.

Ukraine og Vesten lægger skylden på Rusland, hvis krigsskibe har blokeret adgangen til de ukrainske havne.

Mandag kaldte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, Afrika for "et gidsel" i den russiske krig mod Ukraine.

- Denne krig kan virke meget fjern for jer og jeres lande. Men de katastrofalt stigende fødevarepriser har allerede bragt krigen helt ind i millioner af afrikanske hjem, sagde den ukrainske præsident mandag i en tale til Den Afrikanske Union.

Rusland har til gengæld konsekvent sagt, at den ukrainske fødevareeksport er stoppet på grund af de vestlige sanktioner mod Rusland.

Ifølge den russiske præsident, Vladimir Putin, er Rusland parat til at garantere sikkerheden for de skibe, der henter hvede i de ukrainske havne, men det kræver, at sanktionerne mod Rusland bliver lempet.

Tog gennem Ungarn

Samtidigt med at den ukrainske præsident talte til Den Afrikanske Union, mødtes EU's medlemslande mandag for at diskutere, hvilke alternative muligheder man har for at få gang i fødevareeksporten fra Ukraine.

- Rusland må holde op med at lege med sult i verden. At blokere distributionen af korn er farligt for stabiliteten i hele verden, sagde den franske udenrigsminister, Catherine Colonna, på mødet.

Spørgsmålet er, hvad der kan gøres.

Der eksporteres allerede noget hvede i lastbiler og tog fra Ukraine over landjorden til for eksempel Polen, men det batter ikke meget i forhold til den traditionelle eksport i store fragtskibe.

Mandag tilbød Ungarn, der er et af de EU-lande med tættest forbindelse til Rusland, at man ville åbne sit transportnet for en hurtig eksportmulighed fra Ukraine.

- Hvis fødevarer skulle eksporteres fra Ukraine til Mellemøsten, så kunne det ske meget hurtigt. Der er hurtige togforbindelser fra Ungarn til havnene i det sydøstlige Europa, sagde den ungarske udenrigsminister, Peter Szijjarto.

Selvforsyning

Det er dog uklart, hvor meget eksport med tog og lastbiler kan hjælpe med at dække hullet. Før krigen lå den ukrainske eksport af korn på cirka seks millioner tons om måneden, og den eksport er nu faldet til omkring en million tons.

Samtidigt hober 23 millioner tons korn sig op i siloerne på havnen i Odesa, oplyser WFP.

- På kort sigt er løsningen nok, at man skal finde andre fragtruter. Ungarn har lige tilbudt sig. Men på langt sigt skal Afrika lære at være mere selvforsynende, siger TV 2s Afrika-korrespondent Ole Vestergaard.

Men det er en kæmpeopgave, fordi afrikansk landbrug generelt set er meget tilbagestående i forhold til for eksempel landbruget i Ukraine:

- De bruger den jord, de har, men på en helt anden måde end i Ukraine. Der ser man disse kæmpe sletter af korn, hvor mejetærskerne kører i række og høster på en meget intensiv måde. Det er jo en helt anden måde, man høster på i Afrika. Desværre, siger Ole Vestergaard.