Rusland invaderer Ukraine

På kirkegården i Ukraine kan graveren ikke længere følge med: - Vi er magtesløse

Efter næsten fire måneders krig er trætheden udtalt blandt ukrainere, som TV 2 har mødt. Men på moralen og hadet til russerne er de utrættelige.

Graveren på kirkegården i Irpin har svært ved at følge med.

Han knokler, men ligene hober sig op.

- Fem eller seks om dagen i begyndelsen var nemt nok, men otte og ni... Det kan vi slet ikke nå. Det er helt umuligt nu. Vi graver huller dér og dér og dér, siger graveren Alexander til TV 2, mens han peger rundt på kirkegården, der er fuld af friske grave.

117 dages krig har sat sine spor i Ukraine.

Og nu er trætheden ved at sætte ind.

- Vi er magtesløse. Ingen kan blive enige om en løsning, og det er os, der mærker konsekvenserne. Hvad kan vi gøre, spørger kirkegårdsgraveren.

Tusinder er døde

Ingen har overblik over, hvor mange der har mistet livet i krigen.

Der er blevet dræbt så mange – og begravet så mange i massegrave – at internationale organisationer har måttet erkende, at det ikke er muligt at holde et fyldestgørende regnskab.

I sin seneste opgørelse fastslår FN, at mindst 4569 civile er bekræftet dræbt, men at det reelle tal er langt højere.

Ukraines nationale politichef, Igor Klymenko, sagde i sidste uge, at der er registreret flere end 12.000 døde, og at det alene gælder områder, som nu er under ukrainsk kontrol.

Præsident Volodymyr Zelenskyj udtalte i slutningen af maj, at op mod 100 ukrainske soldater døde hver dag, og senere har hans regering hævet det tal til tæt på 200 om dagen.

Alle kan mærke trætheden

Ved de friske grave på kirkegården i Irpin sidder de efterladte tilbage og sørger over deres tab.

Heriblandt Dmytro Stokalo, der har mistet sin kone gennem 48 år.

Han fortæller til TV 2, at hvert besøg ved hendes grav er en følelsesmæssig kraftanstrengelse.

- Jeg tror, at vi alle kan mærke trætheden. Alle er dødtrætte af den her situation. For at være ærlig overlever jeg ved at tænke, at det er ligesom, at jeg er på date med hende, når jeg er her, siger han.

Ved en anden grav sidder Ludmilla Tarangul, der har mistet sin livsledsager, sin mand gennem mere end 55 år. Han faldt om, da bomberne kom for tæt på.

- Jeg er meget, meget, meget træt. Jeg har ingen ord for det. Jeg beder til, at der snart kommer fred, siger hun med tårerne trillende ned ad kinden.

Utrættelige på moralen

Irpin er en af de forstæder til Kyiv, som i krigens første uger blev forvandlet til en blodig kampplads, da de russiske tropper forsøgte at nå frem til hovedstaden.

Siden trak russerne sig tilbage, og ukrainerne genvandt kontrollen over den centrale og nordlige del af landet.

De ukrainske styrker her i området har fået et lille afbræk, men også de er mærket af snart fire måneders krig.

- Ja, vi er trætte. Det er hårdt, men åndeligt og moralsk er vi ikke trætte. Vi har høj moral nok til alt, hvad der måtte komme. Men jo hurtigere vi vinder, jo bedre, siger soldaten Ivanytj.

Og trætheden skal ikke forhindre dem i at forsøge at smide russerne ud endnu en gang, hvis de angriber igen.

- Efter det, de gjorde i Butja, Mostjun, Hostomel, Tjernihiv og Mariupol kommer ingen af os nogensinde til at give op, siger soldaten Wagen.

Imens fortsætter kampene nu langs en 2400 kilometer lang frontlinje i den sydlige og østlige del af Ukraine.

Ren ondskab

Det koster kræfter for ukrainerne at kæmpe.

Det koster kræfter at miste.

Og det koster kræfter at hade. Men dét er ingen af dem, som TV 2 møder på kirkegården i Irpin, for trætte til.

- Vi drømte om at holde guldbryllup sammen, men det nåede vi aldrig. Russerne gav os ikke lov. De forbandede svin. Jeg kommer til at hade dem, også efter at jeg er død, siger Dmytro Stokalo om tabet af sin kone.

Fælles for dem alle er, at de ikke kan finde nogen mening i krigen.

- De dræber bare mennesker, børn og ældre helt uden grund. Ingen barmhjertighed. Ingen hensyn. Intet selvværd. Det er bare ondskab, siger Dmytro Stokalo.

Ludmila Tarangul sidder tilbage med vrede og ubesvarede spørgsmål.

- Hvad er årsagen? Hvad er grunden? Hvorfor? Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig forestillet mig, at det ville ske. Putin sagde, at vi er søskende. Hvad er det for en slags søskende at have? Det går over min forstand og min fantasi, siger hun.