Krigen i Ukraine

Britisk topgeneral til soldater: - Gør jer klar til at kæmpe mod russerne

Sir Patrick Sanders kalder det "brændende nødvendigt", at Storbritanniens hær kan kæmpe side om side med allierede for at besejre Rusland.

Krigen i Ukraine har rykket den globale sikkerhedssituation og skabt en ny æra af usikkerhed, siger den øverste general i den britiske hær.

I et brev til de britiske soldater lover Sir Patrick Sanders, der netop er blevet indsat i toppen af hæren, at han vil samle og stå i spidsen for en hær, der kan vinde over Rusland.

- Vi er generationen, der skal forberede en hær til at kæmpe i Europa igen, lyder det blandt andet fra Sir Patrick Sanders.

Den nyudnævnte general har derfor bedt tropperne om at forberede sig på at kæmpe og slå Putins hære i en europæisk landkrig.

- Det er min altoverskyggende pligt at gøre vores hær så dødbringende og effektiv, som den kan. Tiden er nu, og muligheden er vores at gribe, skriver Sir Patrick Sanders til tropperne.

Mindste britiske hær siden 1714

56-årige Sir Patrick Sanders har ledt britiske soldater i Nordirland, Kosovo, Irak og Afghanistan, og siden 2019 har han haft ansvar for Storbritanniens strategiske kommando.

Nu er han blevet indsat i toppen af den britiske hær, som, han lover, skal moderniseres, udstationeres oftere og være hurtigere til at reagere på kriser.

Sir Patrick Sanders har overtaget en hær, der er blevet beskåret af flere omgange, så den i 2025 skal bestå af knap 73.000 soldater - den mindste britiske hær i 300 år.

Krigen i Ukraine har ifølge Sir Patrick Sanders sat en streg under behovet for, at soldaterne er forberedt på at rykke i krig.

- Ruslands invasion af Ukraine understreger vores kerneformål: At beskytte Storbritannien ved at være klar til at kæmpe og vinde krige på landjorden, skriver han til soldaterne.

- Der er nu en brændende nødvendighed for at skabe en hær, der er i stand til at kæmpe sammen med vores allierede og besejre Rusland i kamp, lyder det.

Ifølge Sir Patrick Sanders står Storbritannien i en anspændt geopolitisk situation, hvis noget tilsvarende sidst fandt sted under Anden Verdenskrig.

- Jeg er den første chef for generalstaben siden 1941, der leder en hær i skyggen af en landkrig i Europa, der involverer en kontinental magt, siger han med henvisning til Rusland.

Russisk sabelraslen

Kreml har flere gange raslet med sablen og sagt, at den vestlige støtte og militære hjælp til Ukraine skaber en trussel mod Europas sikkerhed.

Blandt andet har talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, under en pressekonference talt om netop det:

- Tendensen til at pumpe våben, herunder tunge våben, til Ukraine og andre lande, er handlinger, der truer sikkerheden på kontinentet og fremkalder ustabilitet, sagde han i slutningen af april.

Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, har varslet, at krigen kan strække sig ud over Ukraines grænser.

- Hvis nogen har til hensigt at gribe ind i de igangværende begivenheder udefra og skabe strategiske trusler for Rusland, som er uacceptable for os, bør de vide, at vores gengældelsesangreb vil være lynhurtige, lød det fra Putin kort efter, at Storbritannien havde meldt ud, at landet ville fordoble støtten til Ukraine - blandt andet i form af tunge våben.

Krigen kan vare i årevis

En række vestlige ledere har de sidste dage sagt, at krigen i Ukraine trækker ud og kommer til at kræve langsigtet militær hjælp.

En af dem er NATO's norske generalsekretær, Jens Stoltenberg, der i et interview med tyske Bild, blev spurgt, hvor lang en krig vi skal forberede os på.

- Det kan tage år, lød svaret fra Jens Stoltenberg.

Også den britiske premierminister, Boris Johnson, har erkendt, at en hurtig sejr over Rusland er urealistisk.

I et indlæg i avisen Sunday Times skriver han, at de vestlige lande skal øge støtten til Ukraine og opbygge en strategisk udholdenhed for at forhindre det, Johnson kalder for "den største sejr for aggression" siden Anden Verdenskrig.

- Alting afhænger af, hvorvidt Ukraine kan styrke dets forsvarsevne hurtigere, end Rusland kan styrke dets kapacitet til at angribe effektivt. Vores opgave er at sikre, at tiden er på Ukraines side, skriver Boris Johnson, der tidligere på ugen var i Ukraine.

Efter besøget i Kyiv sagde Johnson, at Putins invasion er rykket ind i en ny fase, og hvis den lykkes for ham, vil han ikke stoppe ved Ukraine.

Den pointe gentager premierministeren i indlægget, hvor han skriver, at hvis Rusland har succes med at sikre territorium i Ukraine, "vil ingen nation nogen steder være sikker", fordi "enhver diktator vil føle sig modig nok til at forfølge deres egne ambitioner med magt".

Tidligere fremgik det af artiklen, at Sir Patrick Sanders har været chef for de britiske specialstyrker. Det har han ikke, og det er derfor rettet.