Rusland invaderer Ukraine

Boris Johnson: - Tid er nu den vitale faktor

Også NATO's generalsekretær advarer om en krig, der kan komme til at "vare i årevis".

Vesten er nødt til at forberede sig på en lang krig i Ukraine.

Sådan lyder advarslen til de vestlige allierede fra Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, i et indlæg i avisen The Sunday Times lørdag.

Ukraines støtter i udlandet må bevare roen

Boris Johnson, Storbritanniens premierminister

For at forhindre det, Johnson kalder for "den største sejr for aggression" siden Anden Verdenskrig, opfordrer han derfor de vestlige lande til at øge støtten til Ukraine og opbygge en strategisk udholdenhed.

- Ukraines støtter i udlandet må bevare roen og sikre, at de har den strategisk udholdenhed til at overleve og sidste ende få overtaget, skriver premierministeren i indlægget.

Krigen kan "vare i årevis"

I sit indlæg i The Sunday Times skriver premierministeren, at "tid nu er den vitale faktor" i krigen i Ukraine:

- Alting afhænger af, hvorvidt Ukraine kan styrke dets forsvarsevne hurtigere, end Rusland kan styrke dets kapacitet til at angribe effektivt. Vores opgave er at sikre, at tiden er på Ukraines side, lyder det.

Også NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, udtaler sig lørdag i samme vendinger som Boris Johnson.

I et interview med den tyske avis Bild am Sonntag lyder det fra generalsekretæren, at han frygter, at krigen i Ukraine vil vare i årevis:

- Vi må forberede os på, at det kan tage år. Vi må ikke stoppe med at støtte Ukraine. Også selv om prisen er høj, ikke bare på grund af militær støtte, men også på grund af stigende energi- og fødevarepriser, lyder det fra Stoltenberg.

Avisindlægget fra den britiske premierminister kommer, dagen efter Boris Johnson uden forvarsel besøgte den ukrainske hovedstad, Kyiv, for anden gang siden krigens begyndelse.

Her kunne Boris Johnson blandt andet love ukrainerne en hjælpepakke, der skal sikre Ukraines militær den fornødne udholdenhed i krigen – eksempelvis gennem træning, militær lægehjælp og cybersikkerhed.

Det skriver The New York Times.

- Mit besøg i dag, set i lyset af krigen, handler om at sende et klart og tydeligt signal til det ukrainske folk: Storbritannien er med jer, og det vil vi være, indtil I i sidste ende sejrer, lød det under Johnsons besøg.

Europæiske ledere på besøg i Kyiv

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har foruden den britiske premierministers besøg også haft travlt med at tage imod andre europæiske statsledere denne uge.

Bare dagen forinden Johnsons besøg i Kyiv var også statslederne fra Frankrig, Tyskland, Italien og Rumænien på besøg hos præsident Zelenskyj.

Her lød opfordringen blandt andet fra den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, at Rusland hurtigst muligt åbner for eksport af korn fra blokerede ukrainske havne for at lette på den globale fødevarekrise.

- Rusland må gøre sikker passage mulig og samtidig komme med troværdige forsikringer om, at man ikke vil bruge en korridor til en invasion. Det kan ikke være sådan, at skibe med korn forlader ukrainske havne, og russiske krigsskibe sejler ind i havnene, lød det fra Scholz.

26. til 28. juni afholder Tyskland G7-topmøde i Bayern. Her vil også Boris Johnson deltage, ligesom præsident Zelenskyj også er inviteret med.