Krigen i Ukraine

Bedstemor til dødsdømt brite: - Tiden er ved at løbe ud

Der vil være tale om mord og en international krigsforbrydelse, hvis Rusland henretter Aiden Aslin og de andre krigsfanger, mener organisation.

Tiden rinder ud for den 28-årige brite Aiden Aslin.

Tidligere på måneden blev han sammen med landsfællen Shaun Pinner og marokkaneren Brahim Saaudun dømt til døden af en domstol i den selverklærede, prorussiske republik Donetsk i det østlige Ukraine.

De vil sikkert bruge mig til noget skide propaganda

Aiden Aslin, britisk krigsfanger i russisk varetægt

Nu frygter hans bedstemor, Pamela Hall, at hans ukendte henrettelsesdato er tæt på.

- Tiden er ved at løbe ud, siger hun i et interview med det britiske medie BBC.

- Jeg bliver nødt til at have optimisme. Jeg tror på, at det bliver ordnet med tiden, og at der vil være fred i Ukraine, tilføjer Pamela Hall.

Måtte overgive sig

Den britiske soldat drog til Ukraine tilbage i 2018, hvor han meldte sig som marinesoldat og blev forlovet med en ukrainsk kvinde.

Siden krigens udbrud i slutningen af februar har han kæmpet med 36. marinebrigade, men i april overgav han sig til de russiske styrker under et slag i havnebyen Mariupol.

Aiden Aslin har løbende rapporteret fra kampene på både sociale medier og lokalavisen The Newark Advertiser i hans hjemby Newark.

I et interview med BBC fortæller hans mor, Ang Wood, at sønnens sidste telefonbesked var, at han og hans kammerater ”ikke længere havde våben til at fortsætte kampen”.

En anden af hans sidste meddelelser handlede om, at han frygtede, at russerne særligt ledte efter ham, fordi britiske og amerikanske krigsfanger vil være i høj kurs af politiske grunde:

- De vil sikkert bruge mig til noget skide propaganda, siger han i en optaget telefonsamtale, som The Sunday Times refererer.

Behandles ikke som krigsfanger

Allerede i krigens begyndelse blev de udenlandske soldater advaret om, at de ikke vil få status som krigsfanger, hvis de skulle ende i russisk varetægt.

I bedste fald kan de forvente at blive retsforfulgt som kriminelle, lød det fra talspersonen for det russiske forsvarsministerium, Igor Konashenkov:

- Vi opfordrer alle udenlandske statsborgere, som har planer om at kæmpe for Kyivs nationalistiske regime, til at tænke sig om et dusin gange, før de tager afsted.

Hverken Aiden Aslin, Shaun Pinner eller Brahim Saaudun har fået ret til beskyttelse som krigsfanger, og det har Rusland fået kritik for blandt andet fra Den Internationale Advokatsammenslutnings Institut for Menneskerettigheder (IBAHRI).

Organisationen mener, at behandlingen af fangerne ikke stemmer overens med Genève-konventionerne om beskyttelse af krigsfanger, som også Rusland har underskrevet.

Derudover påstår IBAHRI, at der vil være tale om mord og en international krigsforbrydelse, hvis de tre mænd bliver henrettet af de russiske myndigheder.

Kæmpede også mod ISIS

Aiden Aslin er et kendt navn i Storbritannien, for det er ikke første gang, at han er draget i krig uden for de britiske grænser.

I 2015 rejste han til Syrien for at kæmpe med den kurdiske YPG-milits mod terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Efter hjemkomsten til Storbritannien valgte politiet at indlede en efterforskning af, om Aslin havde overtrådt den britiske terrorlovgivning.

Sagen var den første af sin slags i forbindelse med kampen mod Islamisk Stat, og efter protester fra både britiske politikere og offentligheden blev efterforskningen opgivet.

Allerede året efter rejste Aslin igen til Syrien og kæmpede med YPG-militsen.

Dansker død i krig

Udover de tre dødsdømte mænd menes mellem 10.000 og 20.000 udlændinge at være rejst til Ukraine for at kæmpe side om side med de ukrainske styrker.

Heriblandt over 100 danskere, fortalte den ukrainske ambassadør, Mykhailo Vydoinik, i marts måned.

Foreningen Danish Foreign Legion, der hjælper danske soldater i Ukraine og deres pårørende, meddelte dog i maj, at de har kendskab til omtrent 23 danske soldater, som befinder sig på ukrainsk jord.

Tilbage i april blev en 25-årig dansker dræbt ved et angreb i byen Mykolajiv, hvor han kæmpede på ukrainsk side. Hans lig menes fortsat at være i russisk besiddelse.