Rusland invaderer Ukraine

Lavrov skammer sig ikke: - Rusland er, som det er

Et interview med BBC viser, at den russiske udenrigsminister er urokkelig. Hvis Vesten ønsker at vinde over Rusland, så lad dem dog prøve, siger han.

Fire måneder efter invasionen i Ukraine understreger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at Rusland står fast på sin kurs og ikke fortryder noget.

- Rusland er ikke fejlfrit. Rusland er, som det er. Og vi skammer os ikke over at vise, hvem vi er, siger Sergej Lavrov i et interview med BBC i Moskva.

I interviewet med BBC’s Ruslands-redaktør, Steve Rosenberg, der stadig befinder sig i Moskva, fastholder Sergej Lavrov, at det var Vesten, der tvang Rusland til at reagere.

Og han fastholder, at der hverken er tale om, at Rusland fører krig eller har invaderet Ukraine:

- Vi iværksatte en særlig militæroperation, fordi vi absolut ikke havde andre muligheder for at forklare Vesten, at det var en kriminel handling at slæbe Ukraine ind i NATO, siger Sergej Lavrov.

Ukraine er dog ikke medlem af NATO, og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har åbent erkendt, at Ukraine end ikke er tæt på at blive medlem.

Falske nyheder fra Vesten

I interviewet udfordrede BBC’s redaktør den russiske fortælling om, at Ukraine skal afnazificeres.

Han citerede en FN-rapport om den brutale russiske behandling af indbyggerne i landsbyen Yahidne, hvor 360 mennesker blev tvunget til at opholde sig i en kælder i en måned, hvor ti af dem døde. Hertil spurgte redaktøren:

Er det at bekæmpe nazister?

Sergej Lavrovs svar var at affærdige FN-rapporten:

- Det er meget beklageligt. Men internationale diplomater, inklusive FN-systemet, er under stærkt pres fra Vesten. Og de bliver meget ofte brugt til at forstærke de falske nyheder, som Vesten spreder, svarede han.

- Kom an

Lavrov betegnede forholdet til vestlige lande som Storbritannien som så dårligt, som man overhovedet kan forestille sig.

Han mindede om, at for eksempel den britiske udenrigsminister, Liz Truss, har udtalt, at "vi må sikre os, at Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) lider nederlag i Ukraine".

Den holdning møder kun trods hos den russiske udenrigsminister:

- Jamen, så kom an. Prøv, lød Sergej Lavrovs svar.