Rusland invaderer Ukraine

Tjetjeniens leder: - Stop med at tale om Putins helbred, ellers...

Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, siger nu på sociale medier, at alle, der taler om, at Vladimir Putin måske er syg, gør klogest i at lukke munden.

Der er absolut ingen grund til at være bekymret for, hvordan Ruslands præsident, Vladimir Putin, går rundt og har det.

Faktisk er det klogest slet ikke at tale om det.

Det er bedst, at I klapper i

Ramzan Kadyrov, Tjetjeniens præsident

I hvert fald hvis man spørger Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov, der ved en lang række tidligere lejligheder ikke har tøvet med at dræbe, hvis nogen kom ham på tværs.

Onsdag udsendte Ramzan Kadyrov en lydoptagelse til sine næsten 2,5 millioner følgere på det sociale medie Telegram, hvor han tilsyneladende følte, at det var nødvendigt at tale om Vladimir Putins helbred.

Siden den russiske præsident besluttede at invadere Ukraine, har spekulationer om en eventuel sygdom hos Vladimir Putin gentagne gange fundet vej til vestlige medier.

Spekulationer, der flere gange er blevet imødegået med benægtelser fra styret i Kreml.

- Forvrøvlet sludder

Allerede 1. april benægtede Vladimir Putins talsmand forlydender om, at præsidenten lider af en kræftsygdom, og i slutningen af maj måned sagde Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, så til fransk tv, at præsidenten er sund og rask.

- Jeg tror ikke, at fornuftige mennesker kan se tegn på nogen form for sygdom hos denne person, lød det fra udenrigsministeren.

Nu er det så Ramzan Kadyrovs tur til at tale om præsidentens sundhedstilstand.

- Jeg læste noget forvrøvlet sludder; at vores præsident er gået i koma, og at de leder efter en erstatning, sagde Ramzan Kadyrov på lydoptagelsen 15. juni, hvor han også talte direkte til de følgere, som har hørt rygterne.

- Jeg vil gerne chokere jer. Jeg talte med præsidenten for nylig. Han har en meget venlig og bestemt stemme, lød det fra Ramzan Kadyrov, der tilføjede:

- Jeg anbefaler jer: Det er bedst, at I klapper i, ellers kommer I til at bruge meget lang tid, hvor det er akavet og ubehageligt for jer, sagde den tjetjenske leder.

Herefter bad han Allah om at velsigne Vladimir Putin med mange gode leveår.

Stor russisk interesse

Der gik kun få timer, fra at Ramzan Kadyrov havde lagt lydoptagelsen på Telegram, til at den optrådte i en lang række russiske medier.

Her skrev nyhedsbureauet RIA for eksempel, at "Kadyrov benægter rygter om problemer med Putins helbred", mens avisen Argumienty y Fakty skrev, at "Kadyrov kalder rygter om Putins helbredsproblemer for "sludder og vrøvl"", og avisen Komsomolskaya Pravda konstaterede blot, at "Kadyrov talte om Putins helbred".

Dermed nåede Ramzan Kadyrovs budskab om, at det bliver "akavet og ubehageligt" for dem, der taler om Putins helbred, ud til en bred kreds i Rusland.

Men hvor stammer rygterne fra?

Om Vladimir Putin virkelig er syg, er der formentlig kun en snæver kreds af personer i Moska, der ved. Men i løbet af de seneste år er rygter om lægebehandlinger og mystiske fraværsperioder dukket op igen og igen.

De blev for eksempel afvist af Kreml allerede i 2020, som du kan se i tweetet herunder.

Efter Ruslands invasion af Ukraine dukkede rygterne op igen og blev ikke kun delt af konspirationsteoretikere.

Teorierne

I tweetet herunder skriver Harald B. Malmgren, der engang var rådgiver for USA's tidligere præsident John F. Kennedy, for eksempel, at Vladimir Putin angiveligt er syg og bliver behandlet med hormoner.

Hormonerne skulle være forklaringen på, at præsidentens ansigt de seneste måneder er begyndt at se en smule hævet ud.

Og så skriver Harald B. Malmgren, at testosteron kan påvirke menneskers adfærd, så de bliver mere aggressive.

Andre mener, at Vladimir Putin muligvis har Parkinsons sygdom. En påstand, der blandt andet understøttes af flere videoklip, hvor Vladimir Putin ser ud som om, han ryster på hænderne og har svært ved at holde kroppen i ro.

I tweetet herunder konstaterer skuespilleren Ken Olin, at "Putin er urolig" i videoklippet fra et møde med Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, i april.

Billederne af Vladimir Putins urolige hånd blev blandt andet bragt af den britiske tv-station Sky News, som kunne konstatere tre lignende motoriske svigt på videoklip af Vladimir Putin fra de seneste måneder.

Lægesporet

Men der eksisterer også timevis af videomateriale, hvor Vladimir Putin bevæger sig helt normalt, og ved den store militærparade i Moskva 9. maj i år var der heller ingen usikkerhed at spore i hans bevægelser.

Siden krigens begyndelse har flere russiske journalister forsøgt at opklare, om præsidenten er syg.

Blandt andet udgav det russiske journalistkollektiv Proekt en længere rapport om Vladimir Putins helbred 1. april, og her kom forfatterne frem til, at han efter deres bedste overbevisning lider af en kræftsygdom.

Folkene hos Proekt analyserede Vladimir Putins besøg i byen Sotji ved Sortehavet fra 2016 til 2019 og kortlagde dernæst, hvilke læger der samtidig var indkvarteret på hoteller i Sotji på statens regning.

De fandt et mønster, hvor de samme læger meget ofte rejste til Sotji fra Moskva samtidig med Vladimir Putin.

Ifølge analysen har Vladimir Putin været ledsaget af gennemsnitligt fem læger under sine besøg i Sotji i årene 2016 og 2017 . Et antal, der steg til ni i 2019.

En af de læger, som oftest har været i nærheden af Vladimir Putin i Sotji, hedder Evgenij Selivanov. Han er kirurg med speciale i kræftsygdomme og har ifølge Proekt tilbragt 166 dage sammen med præsidenten i perioden fra 2016 til 2019.

To andre læger, øre-næse-halslægerne Alexej Shcheglov og Igor Esakov, har ifølge analysen fra Proekt tilbragt henholdsvis 282 og 152 dage i nærheden af Vladimir Putin fra 2016 til 2019.

Ved enkelte lejligheder har der ifølge opgørelsen været helt op til 13 læger sammen med præsidenten i Sotji.

Hvorfor Vladimir Putin omgiver sig med så mange læger i Sotji er ikke offentligt kendt, men hos Proekt gætter chefredaktøren, Roman Badanin, på, at de har behandlet præsidenten, som han tror lider af kræft i skjoldbruskkirtlen.

Truslen mod tjetjenerne

Vladimir Putin selv har i skrivende stund ikke udtalt sig om sit helbred.

Ifølge den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, har præsidenten travlt med at afslutte "den militære specialoperation" i Ukraine på en måde, så den "gør mindst mulig skade på det ukrainske folk".

Hvorfor han valgte at tale om Vladimir Putins helbred vides ikke med sikkerhed, men opfordringen til at klappe i betyder formentlig, at borgerne i Tjetjenien skal passe på med, hvad de siger.

Hjemme i Tjetjenien, hvor Ramzan Kadyrov regerer som noget nær en enevældig hersker, har han nemlig allerede vist sin befolkning, hvad det betyder, når noget bliver "akavet" og "ubehageligt".

Præsidenten har indført en lov, der gør, at alle der siger eller skriver noget, der falder ham for brystet, bliver tvunget til at sige offentligt undskyld på landsdækkende tv.

Nogle gange tvinges folk endda til at sige undskyld til ham selv personligt.

Mediet Caucasian Knot holder regnskab med, hvor ofte det sker, og i løbet af det seneste år er der registreret 20 episoder.

Ingen er dog endnu blevet tvunget til at sige undskyld for at tale om Vladimir Putins helbred.