Udland

Razzia i Saudi-Arabien fjerner alt regnbuefarvet fra butikkerne

Razziaen gik især efter legetøj og børnetøj, der ifølge myndighederne promoverede "homoseksuelle farver" over for den yngre generation.

Myndighederne i Saudi-Arabien slår nu ned på alt, hvad der er regnbuefarvet – og dermed kan ses som LGBT-propaganda.

I denne uge gennemførte det saudiske handelsministerium en razzia i butikker i hovedstaden Riyadh, hvor der blandt andet blev konfiskeret regnbuefarvet legetøj, børnetøj, hatte, hårclips og penalhuse.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP på baggrund af en reportage på den statslige, saudiske tv-kanal Al Ekhbariya, der fulgte razziaen og siden lagde et indslag ud på Twitter (se nedenfor).

- Homoseksuelle farver

På tv forklarer en embedsmand fra landets handelsministerium, at man går efter genstande, der "er i modstrid med islamisk tro og den offentlige moral".

Han fremviser en bunke konfiskerede genstande, hvoraf det meste ser ud til at være legetøj og andre ting, der er henvendt til børn:

- Her fremviser vi et udvalg af de genstande, der er i modstrid med islamisk tro og den offentlige moral, og som promoverer homoseksuelle farver over for den yngre generation, siger embedsmanden.

Det er ikke lykkedes AFP at få en kommentar fra handelsministeriet, men ministeriet skriver i et tweet, at dets medarbejdere konfiskerer genstande, der "indeholder tegn eller signaler, der opfordrer til afvigelse og går imod almindelig sund fornuft".

I nyhedsindslaget fortalte journalisten Assem Al-Rashoudi, at razziaen endda fandt et regnbueflag på et af markederne i Riyadh – noget, som han betegnede som "et giftigt signal" til børn.

Pisk eller dødsstraf

Ifølge landets islamiske love er sex mellem mennesker af samme køn forbudt og straffes med døden eller med pisk, afhængigt af hvor alvorlig forseelsen bliver betragtet som, skriver BBC.

Det er ligeledes forbudt for mænd at "opføre sig som kvinder" eller gå med kvindetøj.

Og vice versa.

12 sekunders filmklip

Saudi-Arabien fører en konsekvent kamp for at holde LGBT-symboler ude af landet.

Siden 2017, hvor det blev tilladt at vise film i biografen, har myndighederne flere gange skredet ind over for vestlige film med indhold, som saudierne anser for at være kontroversielle, skriver The Guardian.

Seneste eksempel er Marvel-filmen 'Doktor Strange in the Multiverse of Madness', der ikke kan blive vist i Saudi-Arabien på grund af en strid om et 12 sekunders langt klip.

I klippet henviser en karakter i filmen til sine "to mødre", hvilket saudierne tolkede som en henvisning til, at hun er vokset op hos et lesbisk par.

Derfor krævede myndighederne, at de 12 sekunder blev klippet ud.

Det har distributøren Disney afvist. Med det resultat, at filmen nu ikke bliver vist i landet.