Udland

Kinas leder gør klar til "særlige militæroperationer"

Xi Jinping har udstedt et dekret, som giver Kinas militær nye beføjelser, og det skaber frygt i blandt andet Taiwan.

Nyheden om et dekret, som fra onsdag giver Kinas militær mulighed for at udføre særlige militære operationer, vækker stor bekymring i Asien.

Frygten for en kinesisk invasion af Taiwan er nemlig steget siden den russiske præsident, Vladimir Putins, invasion af Ukraine.

Kina opfatter Taiwan som en løsrevet kinesisk provins, der hurtigst muligt skal indlemmes til moderlandet, og Kinas præsident, Xi Jinping, har mange gange understreget vigtigheden af dette.

I Ukraine har Ruslands militær gennem hele krigen fastholdt, at der er tale om en "særlig militæroperation", og det er netop det enslydende begreb fra kinesisk side, som nu skaber bekymring.

Skal beskytte Kinas suverænitet

Dekretet er ikke blevet offentliggjort i fuld længde, men blot omtalt i en kortfattet artikel af Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua. Formålet er ifølge Xinhua at "beskytte Kinas nationale suverænitet, sikkerhed og udviklingsinteresser" samt "beskytte verdensfreden og stabiliteten i regionen".

Dekretet består af 59 punkter, som ifølge det statskontrollerede medie Global Times giver Kinas militær legal forudsætning for at udsende fredsbevarende styrker og udføre missioner inden for blandt andet humanitær bistand.

Kinas militær er i forvejen aktiv inden for antiterrorisme og antipirateri og bidrager også massivt til FN's fredsbevarende styrker rundt omkring i verden. Derfor vækker det undren, at der pludselig er brug for et sæt nye regler og formuleringer.

Det kan skyldes, at Xi Jinping har brug for at flekse sine muskler internt i Kina, fordi han har kørt sig selv i stilling til at tage endnu en femårig periode til trods for, at han har siddet på magten siden 2012.

Mest magtfulde leder siden Mao

Normalt kan kinesiske ledere sidde i to perioder af fem år, men Xi Jinping har fået ændret Kinas forfatning således, at han i princippet kan blive siddende på ubestemt tid. Det kommer til at ske i forbindelse med en vigtig partikongres til efteråret, hvor flere højtstående ledere skal skiftes ud.

Xi Jinping vurderes ganske vist til at være den mest magtfulde leder siden formand Mao Zedong, men der har tidligere været spekulationer om kupforsøg og interne magtkampe i kommunistpartiet. Desuden er Kinas økonomi hårdt ramt af de mange nedlukninger på grund af strategien om nultolerance over for covid-19.

På den anden side er det slet ikke utænkeligt, at militærets nye beføjelser også kan bane vejen for en invasion af Taiwan. Xi Jinping har lanceret en kinesisk drøm, som handler om at genrejse Kina til tidligere tiders storhed.

Herunder er det et vigtigt punkt at få fuldført den historiske mission om at indlemme Taiwan til moderlandet.