Udland

Britisk minister vil klø på for at få asylansøgere til Rwanda

Mange af dem, som blev taget af flyet tirsdag, kommer til at være ombord på det næste, siger indenrigsminister.

Selvom tirsdagens fly til Rwanda blev aflyst, vil den britiske regering klø på for at gennemføre en plan om at sende asylansøgere til et modtagecenter i det afrikanske land.

Det siger indenrigsminister Priti Patel ifølge Sky News.

- Vi vil ikke lade os afskrække fra at gøre det rigtige og levere på vores planer om at kontrollere vores grænser, siger hun.

Hun siger også, at "mange af dem, som blev taget af flyet i dag, kommer til at være ombord på det næste".

I 11. time betød en række indsigelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at ingen af asylansøgerne lovligt kunne flyves til Rwanda, og afgangen blev aflyst.

Har hele tiden været kendt

Indsigelserne baserede sig blandt andet på sundhedsforhold og menneskerettighedsforhold i Rwanda.

Patel siger, at det hele tiden har været kendt, at planen om et modtagecenter i Rwanda ville blive svær at gennemføre, og at hun er skuffet over, at de sene juridiske indsigelser har gjort, at flyet ikke kunne lette.

- Det er meget overraskende, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har grebet ind taget i betragtning af vores gentagne succeser hos vores egne domstole, siger hun.

Mandag fastholdt en appeldomstol den britiske højesterets afgørelse om, at planen kunne sættes i værk tirsdag. Det skete på trods af store protester fra ngo'er og en fagforening.

Priti Patel tilføjer, at indenrigsministeriets "juridiske afdeling nu gennemgår hver eneste afgørelse vedrørende afgangen", og at "forberedelserne til den næste flyafgang nu begynder".

Den britiske regering ønsker ifølge eget udsagn at sende asylansøgerne til Rwanda for at sætte en kæp i hjulet for de menneskesmuglere, som hjælper migranterne over Den Engelske Kanal. Adskillige migranter har mistet livet på den farlige tur.

Regeringen i Rwanda klar

Også regeringen i Rwanda siger, at den er klar til at tage imod asylansøgerne.

- Folk kan mene om det her program, hvad de vil. Men vi gør det her af de rigtige grunde, siger Yolanda Makolo, der er talsmand for regeringen i Rwanda.

Hun siger, at man i Rwanda vil gøre, hvad man kan for at hjælpe asylsansøgerne.

- Vi giver dem et hjem, og vi giver dem mulighed for at opbygge en tilværelse. Det har vi gjort i 30 år nu, siger Yolanda Makolo.