Udland

For nogle asylansøgere er Rwanda et mareridt. For Nyalada er det en drøm

Mens Storbritannien vil gøre Rwanda til endestation for nogle asylansøgeres drømme, er landet genvej til Vesten for andre.

Danske og europæiske flag byder velkommen til modtagecentret Gashora halvanden times kørsel fra Rwandas hovedstad, Kigali. Nyalada Gatluak Jany fra Sydsudan er en af godt 400 asylansøgere, der frivilligt er kommet til det østafrikanske land i håb om herfra at komme videre til lande i Vesten.

Centret er støttet af en lang række vestlige lande, der vil give asylansøgere mulighed for at komme sikkert til Vesten, og forholdene, mens de venter, er fremragende, lyder det.

- Danmark har betalt for et fritidscenter for børn, fortæller en regeringsrepræsentant, der viser rundt.

Her er ingen telte som i andre flygtningelejre, men rene, murede huse med køjesenge og små udekøkkener, hvor opvasken samler sig. Her er en døgnbemandet lægeklinik med både eget laboratorium og psykiatrisk sygeplejerske, og fra lejrens kantine kan man enten få serveret tre måltider om dagen eller hente råvarer til, at man selv kan lave mad.

Men tilbuddet om en plads i Gashora gælder kun flygtninge, der opholder sig i Libyen.

- Jeg ville flygte til Europa over havet og forsøgte fire gange, fortæller Nyalada Gatluak Jany, der mislykkedes alle fire gange og endte i libysk fængsel.

600 flygtninge har indtil videre fået tilkendt asyl, mens de opholdt sig i Gashora og er kommet videre til lande i Vesten. Ingen ansøgninger er endnu blevet afvist.

Ligesom med de omdiskuterede britiske og danske planer om at sende asylansøgere til Rwanda er formålet med lejren i Gashora at standse menneskesmuglingen ved at tilbyde en lovlig vej til Europa.

En afgørende forskel er dog, at de asylansøgere, der ventes at ankomme fra Storbritannien onsdag morgen – og måske på længere sigt også fra Danmark – ikke kan få asyl i de to lande, men skal blive i Rwanda eller rejse tilbage til deres hjemland.

Det har mødt hård kritik fra blandt andet FN, der anklager Storbritannien for at løbe fra sit ansvar over for mennesker, der kommer dertil med behov for beskyttelse.

Men hvor Rwanda dermed står til at blive endestation for den type af flygtninge, er landet genvej for andre som Nyalada Gatluak Jany.

For få måneder siden flygtede hun fra det libyske fængsel og bekymrede sig for at gå på gaden af frygt for, at hun skulle blive anholdt. Nu kan hun under den fredelige rwandiske himmel give sin søn frokost og vente på, at papirarbejdet bliver færdigt, så hun kan tage det sidste skridt i sikkerhed.

- Jeg skal til Finland, siger hun med et bredt smil.

Hun kunne også have valgt at blive i Rwanda, siger repræsentanten for den rwandiske regering, men som hver eneste flygtning i Gashora før hende har hun valgt muligheden for at komme til Vesten.

Men det skal man ikke lægge noget i, siger hun.

- Jeg kunne godt blive i Rwanda, hvorfor ikke? Ingen problem. Jeg er lykkelig her.