Putins første premierminister er flygtet og kommer med dyster besked til Vesten

Krigen i Ukraine risikerer at trække ud i årevis, og Vladimir Putin vil angribe Baltikum, hvis han vinder, siger Ruslands tidligere premierminister.

Engang var Mikhail Kasjanov en af Ruslands mægtigste mænd.

Hvis Ukraine falder, bliver de baltiske stater de næste

Mikhail Kasjanov, tidligere premierminister i Rusland

Han sad lige overfor Vladimir Putin, når de to mænd mødtes i præsidentkontoret i Kreml og smalltalkede med USA's daværende præsident George W. Bush, når de begge deltog i samme topmøder.

I perioden fra 2000 til 2004 var han premierminister i Rusland og er dermed en af de personer, der må formodes at have et godt indtryk af, hvad der foregår i hovedet på landets præsident.

Mikhail Kasjanov flygtede efter Ruslands invasion af Ukraine, og han har netop talt med nyhedsbureauet AFP om, hvad der foregår i hans hjemland.

Og den forhenværende premierminister kommer med flere forudsigelser til NATO og Vesten.

- Hvis Ukraine falder, bliver de baltiske stater de næste, siger Mikhail Kasjanov til AFP.

Overraskelsen

Han tror nu, at Vladimir Putin er villig til at lade krigen i Ukraine trække ud i op til to år og siger, at han har svært ved at gennemskue præsidentens mentale tilstand.

For eksempel havde Mikhail Kasjanov ikke forestillet sig, at der ville blive krig, inden Rusland invaderede.

Men så ændrede nogle tv-billeder det hele.

Det var optagelserne fra mødet i Vladimir Putins sikkerhedsråd inden invasionen, hvor præsidenten blandt andet ydmygede sin sikkerhedschef.

- Da jeg så mødet i Ruslands sikkerhedsråd, indså jeg, at ja, der vil blive krig, siger han.

Mikhail Kasjanov fortæller, hvordan mødet i det russiske sikkerhedsråd gav ham en fornemmelse af, at Vladimir Putin ikke tænker klart.

- Jeg kender jo disse mennesker, og ved at betragte dem kunne jeg se, at Putin var ude af den. Ikke i en medicinsk forstand, men politisk, siger han og tilføjer:

- Jeg kendte en anden Putin.

Truslerne

Mikhail Kasjanovs politiske karriere i Rusland går helt tilbage til 1990'erne, hvor han var økonomi- og finansminister under Boris Jeltsin.

Han blev fyret som premierminister sammen med resten af regeringen i 2004, fordi Vladimir Putin ville "udstikke en ny kurs" for Rusland.

Siden har Mikhail Kasjanov været del af den politiske opposition mod Vladimir Putin i Rusland.

Et Rusland, som den tidligere KGB-agent Vladimir Putin ifølge den tidligere premierminister i løbet af 20 år har gjort til et land styret af frygt og straffrihed for systemets folk.

- Med opmuntring fra Putin som statsoverhoved er systemet begyndt at opføre sig mere kynisk og ondskabsfuldt end i Sovjetunionens sidste tid, siger Mikhail Kasjanov til AFP.

- I bund og grund er dette et KGB-system baseret på fuldstændig lovløshed. Det er klart, at de ikke forventer nogen form for straf, siger han.

Hvor Mikhail Kasjanov præcis opholder sig nu, vil han ikke sige, men han oplyser til AFP, at han tog til Europa efter invasionen, og at han frygter for sin sikkerhed.

En af Vladimir Putins mest brutale allierede, den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov, har offentligt truet Mikhail Kasjanov ved at placere ham midt i et sigtekorn på et billede på Instagram.

Og Mikhail Kasjanov kan formentlig ikke vide sig sikker for sin tidligere chef.

I 2015 blev hans politiske allierede, Boris Nemtsov, for eksempel skudt i centrum af Moskva, og i 2020 blev den vel nok bedst kendte Putin-kritiker Aleksej Navalnyj udsat for et giftangreb.

Ifølge Mikhail Kasjanov er Vladimir Putin så farlig, at han bør bekæmpes med alle midler.

Han siger til AFP, at han er "kategorisk uenig" i den franske præsident Emmanuel Macrons udtalelser om, at Vladimir Putin ikke bør ydmyges.

Rusland uden Putin?

At Ukraine bør afgive land til gengæld for en fredsaftale, synes han også er en dårlig idé.

- Hvad har Putin gjort for at fortjene det? Det er en overdrevet pragmatisk holdning. Jeg mener, det er forkert og håber ikke, Vesten går ned af den vej, siger Mikhail Kasjanov.

Et af de spørgsmål, som mange nok har stillet sig selv på det seneste, har den tidligere premierminister også stillet sig selv.

Hvad nu, hvis Vladimir Putin forsvinder?

Det har længe svirret med rygter om, at præsidenten har helbredsproblemer, og de har været så vedholdende, at såvel Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, som Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har set sig nødsaget til at afvise dem.

Mikhail Kasjanov siger til AFP, at han tror, at Putin formentlig vil blive erstattet af en kransekagefigur, som i virkeligheden bliver styret af præsidentens gamle venner i efterretningstjenesterne.

Men den tidligere premierminister tror også, at russerne med tiden vil forkaste de gamle KGB-folks diktatur.

- Jeg er sikker på, at Rusland vil vende tilbage til vejen mod at bygge en demokratisk stat, siger han og tilføjer, at det nok vil tage et årti af "afputinisere" landet.

Hvis det skal lykkes at gennemføre et systemskifte i Rusland, vil det blandt andet kræve, at de russere, der er imod Vladimir Putin, står sammen.

Og det sammenhold tror Mikhail Kasjanov den nuværende krig i Ukraine er med til at styrke.