Kina truer USA med militæraktion
USA’s forsvarsminister kalder enhver kinesisk militæraktion for ”provokerende og destabiliserende”.
Kina advarer nu USA om, at ethvert forsøg på at gøre Taiwan uafhængigt af Kina vil resultere i en militæraktion.
Udmeldingen kom lørdag under et møde mellem Kinas forsvarsminister, Wei Fenghe, og hans amerikanske kollega, Lloyd Austin, i Singapore.
At løsrive Taiwan fra Kina vil efterlade den kinesiske hær med ingen anden mulighed end at "kæmpe for enhver pris", fastslog Wei Fenghe ifølge BBC.
USA’s forsvarsminister kaldte efterfølgende enhver kinesisk militæraktion for "provokerende og destabiliserende".
Lloyd Austin understregede, at der dagligt registreres et rekordhøjt antal kinesiske flyvninger over Taiwan, der "underminerer fred og stabilitet i regionen".
USA vil forsvare Taiwan militært
Den kinesiske optrapning af konflikten kommer på et tidspunkt, hvor forholdet mellem USA og Kina gennem længere tid har været anstrengt.
Så sent som i sidste måned fastslog USA’s præsident, Joe Biden, at USA er parat til at forsvare Taiwan militært, hvis østaten skulle blive angrebet af Kina.
På den ene side anerkender USA, at Taiwan principielt er en del af Kina, men på den anden side vil USA ikke tillade, at Kina indlemmer østaten med magt.
Ifølge Andreas Bøje Forsby fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) er Joe Bidens udtalelser "et brud med den hidtidige amerikanske position":
- Traditionelt har amerikanerne helt bevidst undladt at præcisere, hvordan de ville forholde sig i tilfælde af en kinesisk invasion af Taiwan. I stedet har man forpligtet sig til at bistå Taiwan med selv at kunne tage vare på eget forsvar, hvilket man gennem mange år har gjort ved at sælge Taiwan våben, siger han til TV 2.
Kina med advarsel
Efter præsident Bidens udtalelser advarede Kina USA mod at blande sig i landets ”indre anliggender”.
- Når det gælder Kinas suverænitet, territoriale enhed og andre centrale emner, er der ikke plads til kompromiser, udtalte Wang Wenbin, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.
Han opfordrede USA til ”forsigtighed i tale og handling” for ikke at skabe ”alvorlig skade på forholdet til Taiwan og forholdet mellem USA og Kina”.
Striden om Taiwan
Konflikten omkring Taiwan er de senere år eskaleret, og USA har med jævne mellemrum sendt krigsskibe gennem det 170 kilometer brede Taiwanstræde, der adskiller øen fra det kinesiske fastland.
I og med, at Kina betragter Taiwan som en del af Kina, betragter Kina også Taiwanstrædet som indre kinesisk farvand. USA derimod betragter strædet som internationalt farvand og fastholder sin ret til frit at sejle igennem det.
Problematikken omkring Taiwan udspringer af den kinesiske borgerkrig, der i 1949 endte med sejr for de kommunistiske styrker og Maos udrĂĄbelse af Folkerepublikken Kina.
Borgerkrigens tabere, nationalisterne under ledelse af Chiang Kai-shek, flygtede til Taiwan, som det lykkedes nationalisterne at bevare kontrollen med.
Lige siden har det været en central del af kinesisk politik, at Taiwan skulle bringes tilbage som en del af Folkerepublikken – om nødvendigt med militær magt.