Udland

Udvalg: Trump tændte ilden til stormløbet på Kongressen

Ifølge vidneudsagn skulle Trump have råbt meget vredt af rådgivere, der sagde til ham, at han skulle gøre mere for at dæmpe situationen.

Det var USA’s tidligere præsident Donald Trump, der motiverede en horde af mennesker til at gå til angreb på Kongressen i Washington 6. januar sidste år efter Trumps valgnederlag.

Det siger republikanske Liz Cheney, der er næstformand i det udvalg, der gransker forløbet omkring stormløbet på Kongressen, der kostede fire personer og en betjent livet.

- Trump tilkaldte horden, samlede horden og tændte ilden til angrebet, lød det fra Liz Cheney under Kongressens første offentlige høring i sagen, der er beskrevet i flere amerikanske medier herunder CNN.

Ifølge næstformanden i udvalget er der ikke noget at diskutere. De hundredevis af demonstranter, der trængte ind i den amerikanske kongres, var motiveret af Trumps påstande om, at valget var stjålet, og at han var den rette præsident.

Formand: Trump ansporede til undergravning af det amerikanske demokrati

Hun bakkes op af demokraten Bennie Thompson, der er formand for 6. januar-udvalget.

Stormløbet på Kongressen

  • 6. januar 2021 trængte hundredvis af Trump-støtter ind i USA’s kongres.
  • Det skete, mens medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus formelt skulle bekræfte Joe Biden som vinder af præsidentvalget.
  • To timer forinden havde Donald Trump holdt tale foran tusindvis af tilhængere, hvor han opfordrede dem til at marchere mod Kongressen og omgøre hans valgnederlag. 
  • Fem døde i forbindelse med optøjerne, herunder fire Trump-tilhængere og én politibetjent. 
  • Efterfølgende har Kongressen nedsat et udvalg, der blandt andet er i gang med at undersøge, hvad Trump sagde og gjorde den dag. 

- Donald Trump stod i centrum af denne sammensværgelse. Og i sidste ende var det Donald Trump, der ansporede en horde af fjender af forfatningen til at marchere mod Kongressen og undergrave det amerikanske demokrati.

Liz Cheney sagde desuden, at vidneudsagn fra tidligere embedsmænd i Det Hvide Hus beretter om, at Trump ikke ønskede at bede dem, der udførte volden i Kongressen, om at stoppe.

Ifølge vidneudsagn skulle Trump have råbt meget vredt af rådgivere, der sagde til ham, at han skulle gøre mere for at dæmpe situationen, lød det fra Cheney.

Udvalget, der består af syv demokrater og to Trump-kritiske republikanere, har de seneste 11 måneder foretaget over 1000 afhøringer for at fastslå, hvad der skete, da Kongressen i Washington blev forceret og vandaliseret af en vred horde af Trump-tilhængere.

Analytiker: Normalt noget vi hører om i bananrepublikker

TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster understreger, at det er et politisk anklageskrift og ikke et juridisk. Dermed risikerer Donald Trump ikke straf på baggrund af udvalgets undersøgelse.

Alligevel er det dog markante beskyldninger, som udvalget kom frem til, siger han.

- Verdens mest magtfulde mand, som sidder i spidsen for verdens ældste forfatningsbaserede demokrati, stod i spidsen for et kupforsøg. Det er normalt noget, vi hører om i bananrepublikker, siger han.

Han er dog ikke overrasket over anklagerne, som har været fremme før.

- Men aldrig i så strømlinet og spillefilmslignende måde, som vi så i nat. De ved, at der skal specialeffects til for at nå ud vidt og bredt, siger han.