Udland

Trumps datter er enig i, at påstand om valgsvindel er sludder og vrøvl

Ivanka Trump er enig i eksjustitsministers udlægning af hendes fars påstande om valgsvindel som sludder.

Der var ingen tvivl.

Donald Trumps påstande om, at valgsejren var blevet stjålet fra ham med svindel og humbug, var pure sludder og vrøvl, har ekspræsidentens justitsminister, William Barr, sagt til den amerikanske kongres i en video, som blev vist til den første offentlige høring i sagen om stormløbet på Kongressen 6. januar 2021.

Og ekspræsidentens datter Ivanka Trump, som tjente som rådgiver i Trump-regeringen, var heller ikke overbevist af sin fars argumenter.

- Jeg respekterer justitsminister Barr. Så jeg tog, hvad han sagde for gode varer, siger hun til Kongressen.

Fem døde og flere hundrede sårede

Citatet kommer fra en afhøring, som et udvalg i Kongressen har foretaget af Ivanka Trump. Bidder af videooptagelsen af høringen blev ligesom videoen af William Barr vist til den offentlige høring om angrebet.

Høringen er den første offentlige om angrebet.

Den bliver holdt af et særligt udvalg, som er blevet nedsat for at opklare, hvad der lå til grund for angrebet, hvor flere hundrede betjente blev såret, og én mistede livet. I alt fem mennesker mistede livet i forbindelse med angrebet.

Angrebet fandt sted, få uger inden at demokraten Joe Biden skulle tages i ed som landets nye præsident.

Biden vandt præsidentvalget i 2020, men Donald Trump turnerede på valgdagen og i dagene efter vidt og fjernt med påstande om, at valgsvindel skulle have kostet ham sejren.

Afviser ekspræsidents påstande

Flere af præsidentens egne rådgivere og nu også hans eksjustitsminister og egen datter har afvist de påstande. Ekspræsidenten har da heller aldrig fremlagt nogen reel dokumentation for påstandene.

Udvalget i Kongressen, som består overvejende af demokrater, er stadig ved at efterforske hændelsen. Formand Bennie Thompson og et af udvalgets to republikanske medlemmer Liz Cheney har dog til høringen begge sagt, at Donald Trump var i centrum af en sammensværgelse for at underkende valgresultatet.

Kort inden angrebet opfordrede han demonstranterne til at "slås som bare fanden". Ifølge Liz Cheney gjorde Trump intet forsøg på at stoppe optøjerne på trods af indtrængende bønner fra hans søn Donald Trump Jr. om at fordømme hændelserne i en tale fra Det Ovale Kontor.