Putins mål er et nyt europakort – derfor er en forhandlet løsning i Ukraine urealistisk
En form for "fredsaftale" vil på grund af Putins logik blot blive brugt til at genopbygge Ruslands kampkraft.
Torsdag fik vi endnu et historisk tv-øjeblik med præsident Vladimir Putin.
I en tale i anledning af Peter den Stores 350-års fødselsdag sammenlignede Ruslands præsident krigen i Ukraine med Peter den Stores krige mod blandt andet Sverige. I Putins øjne er Ruslands krige ikke et spørgsmål om at tage land fra andre. Det er et spørgsmål om at tage det tilbage, som tilhører Rusland, og derved genskabe Ruslands retmæssige storhed.
Rammen for Putins udtalelser om Peter den Store var en drøftelse af, hvad der i Putins øjne udgør suveræne stater, og hvad der blot er "kolonier". De stater, der ikke kan træffe suveræne beslutninger, er blot kolonier og har historisk set ingen berettigelse, lød det fra Putin.
Putin specificerede ikke, hvilke lande eller områder han mener blot er kolonier. Han nævnte slaget ved Narva i Estland og "erobringer mod vest" som eksempler på, at Peter den Store med ret havde taget land tilbage til Rusland. Putin gjorde det klart, at det tilfalder den nuværende generation at tage det tilbage, der var Ruslands.
Talen ændrer næppe tilgangen blandt Ruslands nabolande
Erobringerne mod vest var efter al sandsynlighed referencer til Ruslands historiske besiddelser i blandt andet Finland, de baltiske lande, Polen og naturligvis Ukraine. Skønt talen får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange, vil den i de lande sandsynligvis mest af alt blive modtaget med et "hvad sagde vi".
De lande har fra krigens start haft det udgangspunkt, at de stod over for et Putin-regime, hvis mål var ikke blot at erobre Ukraine, men at genskabe Storrusland. Deres tilgang til krigen vil der derfor ikke blive rokket ved. De har fra start set forhandlinger med Putin som nytteløse, en militær løsning i Ukraine som den eneste mulighed, og et stærkt forsvar i NATO som deres eneste værn mod Putin.
Den tilgang og læsning af situationen har fået støtte fra navnlig USA og Storbritannien, men også fra blandt andet Danmark, Norge og Sverige. Det store spørgsmål er nu, om Putins åbenlyst udtalte målsætninger ændrer kalkulen i de europæiske lande, der indtil videre har set dialog og forhandling med Putin som en vej frem?
Putin må ikke ydmyges, siger mæglere
I takt med at både de humanitære og økonomiske konsekvenser af krigen blev forværret i løbet af maj måned, voksede de stemmer, der taler for at fremskynde fredsforhandlinger, på begge sider af Atlanten. Det gjaldt for eksempel USA’s tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, der opfordrede Ukraine til at afstå land for fred ved det økonomiske topmøde i Davos i slutningen af maj. Lignende forslag er blevet søsat af blandt andet den højt estimerede Harvard-professor Graham Allison og New York Times, en af USA’s toneangivende aviser.
På denne side af Atlanten har Italien sendt et fredsudspil til FN’s Sikkerhedsråd. Udspillet indeholder dog ikke forslag om, at Ukraine skal afstå land. Samtidig ved vi, at navnlig den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, holder linjen varm til Putin og forsøger at præsentere sig selv som mæglere. Som det vil være de fleste bekendt, har Macron gentagne gange fremhævet, at Putin ikke må blive ydmyget.
En holdbar, forhandlet løsning i Ukraine er urealistisk
I lyset af krigens tragedier giver det umiddelbart god mening at søge våbenhvile og en fredsslutning. Når forslagene aldrig har nået flyvehøjde og er blevet hårdt kritiseret, skyldes det navnlig, at en række lande, forskere og iagttagere verden over – inklusive undertegnede – ikke har set det som en reel mulighed at forhandle en holdbar løsning på plads med Putin.
Indtil torsdag var der en række tidligere udsagn fra Putin og en række – også velunderbyggede – indicier, der pegede os i retning af, at Putin reelt ønskede at ekspandere Rusland. Her tænker jeg ikke mindst på flere aftaler, der er blevet overtrådt siden invasionen i Georgien i 2008, og en lang række udtalelser fra Putin. Efter talen i går står det bøjet i neon, at han ønsker at genrejse Storrusland og ser stort på den regelbaserede verdensorden, der blev oprettet efter Anden Verdenskrig med FN som omdrejningspunkt.
Uanset hvor meget vi måtte ønske en våbenhvile og en form for "fredsaftale", ville det på grund af Putins logik blot blive brugt til at genopbygge Ruslands kampkraft. Putins mål er at erobre nyt (i hans øjne gammelt) land til Rusland, og det vil han gøre, når han føler, Rusland er klar.
Når det russiske parlament, Dumaen, aktuelt behandler et lovforslag om at trække anerkendelsen af Litauen som selvstændig stat fra 1991 tilbage, er det derfor ikke blot et par gakkede parlamentarikeres forsøg på skabe overskrifter i den lokale presse. Selv Putin mener givetvis, at det ville være det rigtige at gøre.
Hvad gør vi så?
Den rigtigt dårlige nyhed er, at der er langt til et fredeligt Europa, så længe Putin er ved magten i Kreml. Nu er det klart for alle, hvad vi har at forholde os til.
Som nævnt har blandt andet Ruslands nabolande, USA, Storbritannien samt til dels Norge, Sverige og Danmark længe opereret ud fra den forudsætning, at der sandsynligvis ikke er andre veje frem i Ukraine end militære. Når man taler med højt placerede embedsmænd i Washington om de kommende scenarier, giver de udtryk for, at der ikke er anden vej frem end at vinde på slagmarken, og at Ukraine derefter skal være stærkt nok til at kunne forsvare sig mod Rusland. Kun da kan en holdbar situation opnås med eller uden Putin.
Det er endnu for tidligt at sige, hvor meget Putins tale vil påvirke Berlin, Paris og Rom. Det giver i hvert fald de tre hovedstæder noget at forholde sig til. De seneste oplysninger tyder på, at præsident Macron aflægger sit første besøg i Kyiv siden krigsudbruddet i næste uge. Om det betyder, at Frankrig er i færd med at træde nogle skridt tilbage fra mæglerrollen og give mere fuldtonet støtte til Ukraine, vil vise sig.